Fordi jeg siger det! - PressWire

Se dét var prinsesse
en rigtig
Når man af kærlighed til sine børn dyrker dem som prinser og prinsesser, kommer
man samtidig til at spænde ben for børnene. For uden for det hjemlige eventyrslot
venter ikke en guldkaret.
Nogle gange er forældre ikke rigtigt kloge. Jeg skulle vide
det, for jeg er selv for nyligt blevet far til en lille pige. Vi forældre
kan være så forhippede på at skabe en problemløs,
sorgfri og eventyrlig tilværelse for vores børn, at vi kroner
dem som prinser og prinsesser i deres helt egne eventyr.
Måske fordi vi har savnet eventyret i vores egen barndom.
Måske fordi vi simpelthen bare ser for mange Hollywoodfilm
og læser for mange knaldromaner, der alle er bygget
op over den samme lidt lalleglade eventyrmodel.
Vi forældre er ikke altid gode til at se vores børn græde
eller se dem slå sig på livet. Derfor har vi en tendens til at
afskære dem fra alt det, der risikerer at gøre ondt. De får
ikke lov til at cykle i skole. De får ikke lov til at klatre i træer.
De får ikke lov til at opleve os skælde dem ud. Og de får
ikke lov til at have venner, der tiltrækker ballade.
Men sandheden er nok, at børnene har brug for at slå
sig lidt. At de har brug for modgang for at udvikle en indre
af Anders Rosenlund
styrke, der gør dem i stand til at møde fremtidige problemer
med åben pande. De bliver jo trods alt teenagere og
voksne engang, og der kan vi forældre ikke længere løse
problemerne for dem.
Men alt det ved de fleste af os også godt. Det er nemlig
også blevet en Hollywood-kliché: What doesn’t kill you
makes you stronger!
Kan man ville sine børn det for godt?
Det spørgsmål, der interesserer mig allermest som nybagt
far, er, om man kan ville sine børn det så godt, at man kommer
til at spænde ben for dem? Eller sagt anderledes: Kan
det blive en hæmsko for børnene, at man dyrker dem som
prinser og prinsesser?
Man skal bestemt ikke underkende charmen i at blive
opdraget som prins eller prinsesse. Hvilken pige kunne ikke
tænke sig at lave piruetter igennem en tronsal, mens den
lyse kjole fejer hen over marmorgulvet? Og hvilken dreng
kunne ikke tænke sig at være hele kongerigets ’Prince Charming’
og få alt, hvad han peger på? Der er en charme i altid
at have ret og i altid at få tingene, som man gerne vil have
dem. Og der er en charme i at blive opdraget som noget
helt særligt – som noget, der er mere værdifuldt end noget
andet.
Men prinser og prinsesser er skrøbelige størrelser. De
små royale højheder er nemlig ikke vant til modgang og
modstand. De er ikke vant til at blive talt imod. Og de
er ikke vant til at løbe ind i problemer. I H.C. Andersens
eventyr 'Prinsessen på ærten' gemmer dronningen en ært
under de tyve madrasser og tyve edderdunsdyner, som den
påståede prinsesse lægger sig til at sove på. Og dagen efter
er pigen gul og brun over det hele. »Så kunne de se, at det
var en rigtig prinsesse, da hun igennem de tyve madrasser
og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet
kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse,«
skriver H.C. Andersen.
Vi forældre kan være så forhippede
på at skabe en problemløs,
sorgfri og eventyrlig tilværelse
for vores børn, at vi kroner dem
som prinser og prinsesser i deres
helt egne eventyr.
Skrøbeligheden er i virkeligheden hele omdrejningspunktet
for denne dyrkelse af børnene som prinser og prinsesser.
Børn er skrøbelige fra fødslen, og derfor gør vi alt, hvad der
står i vores magt, for at sikre os, at der ikke sker dem noget.
Men beskyttelsen af børnene – særligt hvis vi beskytter
dem hele tiden og overalt, hvor de færdes – risikerer at
afskære børnene fra at få de knubs og den modgang, der
28 29
giver dem styrke til at lære at beskytte sig selv i fremtiden.
Sagt lidt enklere: hvis jeg opdrager min datter som prinsesse,
vil hun givetvis nyde det i fulde drag og hurtigt lære
at koste rundt med mig og diktere sengetider, aftenmenu
De små prinser og prinsesser,
der er født og opvokset i ganske
almindelige danske familier, får
et voldsomt møde med omverdenen,
når de begynder i børnehave
og i skole.
og fjernsynskanal. Men hun vil også få alvorlige problemer,
når hun bliver lidt større. Helt almindelige teenageproblemer
vil synes uoverkommelige, for hun har aldrig prøvet at
løse sine problemer selv. Og ikke nok med det. Vennerne
vil være få, for venskab kræver, at man ser den anden
som ligeværdig, og min datter vil ikke kende betydningen
af ligeværd. Hendes interesse for skolearbejdet vil sikkert
også kunne ligge på et lille sted. For når læreren fordeler
sin opmærksomhed ligeligt imellem de 28 elever i klassen,
vil min datter føle sig trådt på og sikkert melde sig helt ud
af undervisningen.
Opdrager jeg mine børn til at blive små royale højheder?
Det kan derfor sandsynligvis være sundt som forælder at
stoppe op og spørge sig selv: Opdrager jeg mine børn til at
blive små royale højheder? Og det er bestemt ingen skam
at svare »ja«. Gør man det, er man trods alt blevet klogere
på sig selv og på sit forhold til sine børn (hvis man altså
ikke havde tænkt tanken i forvejen). Men hvordan vurderer
man, om man opdrager sine børn til at blive prinser og
prinsesser?