anbefale bogen 'Hallo – er der nogen?' af Jostein Gaarder. Den handler, kort fortalt, om en lille dreng, som møder en fyr, der kommer fra en fremmed planet og er lan<strong>det</strong> i hans have. Deres samtaler er virkeligt sjove og interessante, fordi den lille fyr stiller spørgsmål ved mange af de ting, vi tager for givet. Der er en scene, hvor drengen opdager, at hver gang han stiller et spørgsmål, bukker den anden. Det viser sig, at den lille fyr bukker, fordi spørgsmål er vigtige der, hvor han kommer fra, i<strong>det</strong> de peger fremad. Svar, derimod, peger altid på <strong>det</strong>, der ligger bagude. Det giver stof til eftertanke. Ved at fremelske børns iboende kreativitet er man med til at bibringe dem nogle uvurderlige evner, der gør <strong>det</strong> lettere og sjovere for dem at trives. Lær børn at se muligheder i ste<strong>det</strong> for begrænsninger Noget, der hænger sammen med dét at stille gode spørgsmål, er evnen til at se nye muligheder. Også <strong>det</strong>te indgår i definitionen af innovation – vor tids ’buzzword’. Vi kender <strong>det</strong> fra <strong>det</strong> velkendte spørgsmål om, hvorvidt glasset er halvt tomt eller halvt fyldt. Begge dele er sådan set korrekte, men mens den første svarmulighed peger på <strong>det</strong>, der mangler, peger den anden på <strong>det</strong>, der er. Det er altså et spørgsmål om at se begrænsninger eller muligheder. Og <strong>det</strong> er en væsentlig kvalitet at være opmærksom på som forældre. Børn klarer, alt an<strong>det</strong> lige, deres udfordringer lettere, hvis de ser på tilværelsen som værende fuld af muligheder. Derved får de også lettere ved at knytte sociale kontakter, for <strong>det</strong> er jo altid sjovere at være sammen med én, der hele tiden kan finde nye muligheder, end med en sortseer. Det er en god øvelse, hvis man sammen med barnet øver sig i at finde nye muligheder i en vanskelig situation. Hvis barnets bedste ven for eksempel pludselig skal flytte, hvad så? Barnets verden synes at styrte sammen, og <strong>det</strong> er naturligvis vigtigt først at give barnet tid til at være ked af <strong>det</strong>, for <strong>det</strong> er rigtigt hårdt at ’miste’ ens bedste ven. Men efter et par dage kunne man begynde at tale om, hvilke nye muligheder der trods alt ville opstå. Her bør man lade de to venner tale sammen om <strong>det</strong> først, ligesom <strong>jeg</strong> vil anbefale, at forældrene holder sig til at stille spørgsmål frem for at komme med forslag. Hvis forældre allerede har forslag parat, opnås ofte <strong>det</strong> modsatte, nemlig at barnet går i baglås. Sammen vil de to venner måske opdage, at med mobiltelefon, chat og e-mail kan de stadig holde kontakten og måske oven i købet komme på weekendbesøg hos hinanden. Det kan også være, at barnet opdager, at der er nye kammerater, der står parat til venskaber. Der vil altid være muligheder. På den måde kan man vende situationen til noget positivt, samtidig med at man støtter barnet i at opøve færdigheder i at tackle udfordringer. Hjælp børn til at bevare deres indre legebarn En anden vigtig ting er at hjælpe barnet til at bevare ’<strong>det</strong> indre legebarn’ som en livslang læringsstil. For <strong>det</strong> er netop evnen til at lege, der, efter min mening, er kernen i kreativitet. Når man vokser op, skifter legematerialet blot fra at være fysiske legeting til at være idéer, tanker og muligheder. Den bedste måde at give børn lysten til at blive ved med at lege er i virkeligheden, at man som voksen stadigvæk selv kan lide at lege. Forældre er altid rollemodeller, hvad enten de ønsker <strong>det</strong> eller ej, og <strong>det</strong> nytter ikke at forstille sig og lade som om. Børn gennemskuer hurtigt, om man er ægte eller ej. Det gælder derfor om at involvere børnene i de ting, man selv kan lide at beskæftige sig med. At lege er også at bruge fantasien, at fortælle historier og forestille sig alt muligt (og umuligt). Og hvis man kan grine sammen med børn, giver <strong>det</strong> en fantastisk god kontakt. At le er utroligt sundt. Ifølge den indiske læge, Dr. Madan Kataria, der startede latterbevægelsen, ler børn normalt op til 300-400 gange om dagen. Når vi bliver voksne, falder <strong>det</strong>te tal til blot ca. 15 gange om dagen. Latter og humor er tæt forbun<strong>det</strong> med kreativitet, så at le meget og ofte sammen er en god vane. Find frem til <strong>det</strong> enkelte barns unikke talent Det sidste råd, <strong>jeg</strong> har til forældre, der ønsker at hjælpe deres børn til en god tilværelse, er, at de langsomt og forsigtigt hjælper barnet til at finde frem til <strong>det</strong>s unikke talent. Jeg tror selv på, at alle mennesker har noget, som de er specielt gode til. Men <strong>det</strong> kan være en livslang proces at finde frem til, hvad <strong>det</strong>te er. Her taler <strong>jeg</strong> ikke om at være god til dansk eller matematik, selv om <strong>det</strong> selvfølgelig også kan være tilfæl<strong>det</strong>. Dette er langt mere nuanceret, for eksempel at man er god til at sætte sig i andres sted (empati); at man har en særlig fortælleform eller tegnestil; at man er god til at uddrage essensen af ting; at man er god til at stille spørgsmål; at man har en skabende fantasi; at man er god til at sætte overraskende farver sammen; at man har en fin indlevelse i naturen og så videre. Forældre kan hjælpe børn ved, når de har løst en opgave eller har været opslugt af en leg, at stille spørgsmål om, hvordan de oplevede <strong>det</strong>. Hvad de kunne lide ved <strong>det</strong>. Hvad der var sjovt. Hvad der var tiltrækkende. Hvad der gjorde, at de glemte tiden. Forældre skal være forsigtige med at sige til børn, at de ER sådan eller sådan. Det er en form for stempling, selv om den er positiv og velment. Man skal i ste<strong>det</strong> stille spørgsmål, spørgsmål og atter spørgsmål. For spørgsmål sætter en refleksion i gang hos barnet, og lidt efter lidt vil barnet opdage, hvilke præferencer <strong>det</strong> har, og hvad <strong>det</strong> er 'god til'. På den baggrund vil <strong>det</strong> forhåbentlig, med tiden, finde frem til, hvad der er <strong>det</strong>s eget unikke talent, og hvordan <strong>det</strong> bedst kan udnytte <strong>det</strong>te talent. Verden er fuld af vanskelige valg. At skærpe lysten og evnen til at finde frem til, hvad vi er specielt gode til, gør disse valg lettere. 40 41 I 1968 udviklede den amerikanske psykolog George Land en test for NASA med henblik på at udvælge særligt kreative medarbejdere til præsident Kennedys rumprogram. Den blev siden anvendt på 1.600 børn og derefter på 280.000 voksne. Børns kreativitetspotentiale blev målt på 5-årige til 98 %, på 10-årige til 30 %, på 15-årige til 12 % og på voksne til 2 %. Der er mange måder, hvorpå vi som forældre kan hjælpe vores børn til at opnå de bedste betingelser for et meningsfuldt og lykkeligt liv. Jeg har her skitseret nogle enkle metoder, som, ifølge min erfaring, ikke blot vil give børn et bedre liv. Ved at fremelske børns iboende kreativitet er man med til at bibringe dem nogle uvurderlige evner, der gør <strong>det</strong> lettere og sjovere for dem at trives i en stadig mere foranderlig verden.
Det og nye de nye barn forældre Når <strong>det</strong> unge par bliver forældre, begynder opdragelsen af et nyt lille barn. Men <strong>det</strong> er ikke kun barnet, der bliver opdraget. De nybagte forældre opdrages også, når venner og familie lader gode råd og anvisninger hagle ned over dem i de første usikre uger. af Lisbet Bang Det rettidigt fødte barn er født efter et 40 ugers ophold i sin mors mave. Under ophol<strong>det</strong> har barnet fået sin mad uafladeligt, ligesom <strong>det</strong> uafladeligt har skilt sig af med sine affaldsstoffer via moderkagen og moderens blodsystem. Ingen styrer barnets indtagelse af mad i denne fase. Efter fødslen sunder barnet sig i 8-10 dage, hvorefter <strong>det</strong> går i gang med alle tiders ædegilde. Jeg forestiller mig, at <strong>det</strong>te ædegilde starter med, at barnet naturligt mærker sult og reagerer med gråd, hvilket får moderen til at amme barnet. Mon ikke barnet så tænker: »Nå, <strong>det</strong> er sådan at føle sult – <strong>det</strong> er sådan at 42 43 føle mæthed, <strong>jeg</strong> må hellere prøve igen.« Hermed starter barnets ædegilde. I forlængelse af <strong>det</strong> skal barnets mave og tarmsystem i gang. Det koster barnet megen energi, medbevægelse og medlyd i de første 5 uger efter fødslen. Derfor værker barnet. Det strækker sig, <strong>det</strong> har ondt, <strong>det</strong> græder og er ulykkeligt. Her er mad til barnet den første løsningsmodel. I denne periode er moderen nærmest lænket til sofaen. Hun ammer sit barn, hendes hænder bevæger sig uophørligt hen over barnet, og deres blikke mødes. Moderen ved aldrig, hvornår barnet sover, eller hvornår <strong>det</strong> vil spise. Hun
Change language