Fordi jeg siger det! - PressWire

Noget skal ind,
inden det kan
komme ud
De fleste forældre forhandler med børn; om sengetider, aftensmad og om tv på værelset.
I en tid, hvor alting lader til at være til diskussion, må forældrene træde i karakter
og opdrage børnene, men det kræver mod at opdrage.
af Per Schultz Jørgensen
Opdragelsen har ændret karakter inden for den sidste
menneskealder eller to. Engang blev børn tugtet og disciplineret,
i dag forhandler vi med dem og aftaler, hvad der skal
ske. En hård og moralsk opdragelse er afløst af en blød,
social og børnevenlig opfordring. Eller udtrykt på en anden
måde: Engang blev børn ‘draget op’ til værdier, der ikke
stod til diskussion, i dag bliver de ‘draget ind’ i en forhandling,
der i høj grad står – ja, til diskussion.
Dilemmaet i opdragelsen
Det er en meget demokratisk udvikling, kan man sige. Børn
bliver hørt, børn bliver lyttet til, og børns ønsker og meninger
bliver modtaget med en rimelig åbenhed. I hvert fald på
familiefronten. Og ingen får mig til at mene, at det er en
dårlig udvikling, eller at børn ikke skal inddrages. Det skal
de. Og det er lige netop derfor, vi, efter min mening, også
står med et dilemma. Nemlig dilemmaet imellem at ville
inddrage børn som ligeberettigede parter i vores sociale liv
og samtidig sikre dem en opdragelse, der kan være en
positiv faktor i deres liv.
Det kan også formuleres på den måde, at hvis vi vil
gøre børn en tjeneste i deres liv, så handler det ikke om at
snakke dem efter munden, men om at være en opdrager,
der giver dem en vigtig ballast med sig i livet. Men netop
denne rolle er svær i en tid, hvor vi som forældre både har
travlt og har mistet orientering i forhold de mere faste og
bestandige værdier for en opdragelse.
Børn ved ikke, hvad samvittighed er
De gamle dages børn blev, hvad den amerikanske sociolog
David Riesman kaldte, ‘indrestyrede’. Det vil sige, at de fik
værdierne indlejret i bevidstheden som fikspunkter i deres
liv. Dem levede de med, dem underkastede de sig, dem
blev de slidt op af – fordi de også fik en dårlig samvittighed.
100 101
De gjorde det aldrig godt nok efter deres egen mening. De
blev børn i en skyldkultur.
Børn i den moderne åbne verden skrues sammen på en
anden måde. De er udadvendte, de lærer forhandlingens
kunst, de bliver socialt kompetente – eller med Riesmans
begreber: De bliver ‘ydrestyrede’ eller ‘gruppeorienterede’.
Han kaldte også denne karaktertype for ‘radarbørn’: De har
hele tiden en radar kørende, der skal holde dem orienterede
om begivenheder og sociale kontakter. Det er børn,
der lever i deres sociale netværk. De bliver ikke plaget af
dårlig samvittighed. De ved måske i virkeligheden slet ikke,
hvad samvittighed er. De bliver børn, der er plaget af angst
for, om de hører til nogen steder.
Fra skyld til angst, fra indrestyrede til ydrestyrede, det er
en udvikling, der på mange måder afspejler det opbrudssamfund,
vi lever i. Der er ikke tale om forældre, der blot
nu beslutter sig for at opdrage deres børn anderledes, end
de selv er blevet opdraget. Vi er produkter af en tidsperiodes
måde at tænke på og måde at opfatte mennesket på.
I dag har vi ikke mere de store moralske pejlemærker, der
kan styre vores opdragelse og give den retning og mening.
Vi står midt i en individualisme, der centrerer os om os
selv. Og det gør vi på godt og ondt. Vi opdrager børn til at
være sig selv, og det er lige netop her, vi står med de store
udfordringer.