Fordi jeg siger det! - PressWire

til, at OECD-økonomer placerede Danmark ret langt nede
i talrækkerne, når det handlede om folkeskoleuddannelse.
Danmark har tidligere ligget i toppen i disse OECD-statistikker,
men er rykket ned i løbet af de seneste år. Sådan argumenterede
og forklarede hun. Min kommentar til dette
var og er: »Hvad gør det at ligge ringe placeret i en forkert
statistik?« Med det mener jeg: OECD-statistikkerne er
interessante og sikkert også relevante til nogle formål, men
siger de noget om det virkelig vigtige? Når det drejer sig
om danske børns uddannelse og fremtid, er jeg ret ligeglad
med, hvad tilfældige OECD-økonomer sidder og regner ud.
Karaktererne betyder faktisk noget,
og det er næsten det værste.
Siger OECD-tallene noget om vores børns muligheder for
at tage vare på sig selv, på naturen eller på deres medmennesker
i en fremtid, der byder på store udfordringer og
megen tumult – og som med meget stor sandsynlighed vil
stille børnene over for udfordringer, som deres forældre og
bedsteforældre aldrig har været i nærheden af? Siger alle
disse statistikker noget om børnenes evne til at forstå verden
og forstå andre mennesker? Siger de noget om deres
evne til at udfolde og forvalte deres kreative evner, deres
evne til at udtrykke sig mundtligt, kropsligt og skriftligt og
deres evne til at arbejde sammen med andre mennesker?
Siger de noget om børnenes emotionelle, eksistentielle og
rumlige evner og erfaringer? Siger de noget om børnenes
kroppe, som til syvende og sidst er det vigtigste overhovedet?
Siger de noget om børnenes evner til at formulere
relevante problemstillinger og arbejde sammen med andre
om at løse dem?
Svaret er: Nej, nej og atter nej! Er det vigtige emner,
kvalifikationer og kompetencer for børnene? Svaret er: Ja,
ja og atter ja!
Sandheden er, at noget måles, mens andet ikke måles.
Sandheden er måske også, at vi kun måler det, vi kan måle.
Og alt det, som er svært, men vigtigt at måle, ja, det måler
vi ikke.
Børnene er fremtiden
Børnene er det vigtigste, vi har. Børnene er fremtiden.
Børnene skal kunne stå på egne ben og skal kunne orientere
sig i en fremtid, der ikke bliver let at have med at
gøre. OECD-statistikkerne siger intet om alt det. De siger
meget om økonomiske nøgletal, karakterer i forskellige fag,
i forskellige lande, på forskellige klassetrin osv. Og det kan
Vil man have noget at vide om
mig, må man spørge ind til,
hvem jeg er, og ikke betragte
mig, som om jeg var et gennemsnit.
som sagt være interessant og relevant nok. Det skal blot
suppleres og nuanceres med målinger, evalueringer og beskrivelser
af noget af alt det andet, jeg her har nævnt – alt
det, som er afgørende, dels for børnene som individer, dels
for børnenes mulighed for at bidrage til det samfund, som
de vil have et medansvar for om føje år.
I den danske folkeskole er der fortsat i brede kredse en
accept af, at der er stærke og svage elever. Det er et fænomen,
der er accepteret som en naturlig ting. Og selvfølgelig
er det ikke en naturlig ting! Selvfølgelig er der i virkeligheden
ikke stærke og svage elever! Hvis man måler alle børn
med den samme målestok, kan man selvfølgelig altid finde
tabere. For børnene er så forskellige som dag og nat. Det
skal man tage hensyn til, hvis man vil måle for at få noget
sandt og autentisk at vide. Vil man have noget at vide om
mig, må man spørge ind til, hvem jeg er, og ikke betragte
mig, som om jeg var et gennemsnit.
Man må undersøge børnene på børnenes præmisser,
det vil sige ud fra, hvem de er. Undersøgte man danske
børns anlæg for at blive balletdansere, ville vi få et ringe
karaktergennemsnit. Vi tvinger børn ind i de samme test
igennem det meste af uddannelsessystemet. Samme
kriterier, samme typer opgaver, samme målestokke og
målemetoder. I sig selv er det yderst betænkeligt, men det
bliver yderligere helt grotesk, når man tænker på, at vi med
de nuværende test og den nuværende eksamenstænkning
kun tester brøkdele af, hvad børnene kan, og (og det er
det værste af det hele) hvad børnene får behov for, hvis de
skal have nogen chance for at overleve og orientere sig i en
kompliceret verden.
Vi producerer tabere på samlebånd
Der er ikke noget at sige til, at skolefolk fortsat erklærer
(hvad alle, der har gået i skole selv har haft rig anledning til
at se ved selvsyn eller selvsmerte), at der produceres mange
tabere i den danske folkeskole. Og selvfølgelig skabes
der tabere, når man tænker og måler, som man gør! Det
kan ikke være anderledes. Og nu vil man til at stramme det
yderligere, så børnene fra dag 1 bliver helt klar over, hvem
der er tabere, og hvem der er vindere; hvem der er stærke,
og hvem der er svage. Det er godt at få det markeret med
det samme, så har man også et bedre grundlag for at
igangsætte den mobning, der nemt bliver et helt naturligt
resultat af inddelingen.
Der findes i virkeligheden ingen svage børn. Alle er
stærke, hvis de blot får lov til at mærke sig selv, være sig
selv, folde sig selv ud, blive respekteret og elsket – ikke
for det, de ikke kan være, men for det, de er. Men det får
mange børn ikke lov til. Det skulle skolen hellere bidrage
med. Skolen skulle bidrage til, at børnene fik selvtillid,
84 85
selvforståelse, selvrespekt, fik respekt for og kærlighed til
åndsfæller, til naturen og til mennesker med en helt anden
baggrund end deres egen. Hvis børnene havde det, ville de
alle være stærke i deres forskellighed.
Når det drejer sig om danske
børns uddannelse og fremtid, er
jeg ret ligeglad med, hvad tilfældige
OECD-økonomer sidder og
regner ud.
Stemplet som taber fra første skoledag
Alvorligt talt: hvis børn lærte at mærke dem selv, ville de
blive meget stærke. Hvis de lærte at respektere deres krop;
hvis de lærte at respektere og lytte til andre mennesker;
hvis de lærte at udtrykke sig mentalt, følelsesmæssigt
og kropsligt, ville de have uendeligt meget lettere ved at
tilegne sig den faktuelle og intellektuelle viden. Sandheden
er jo, at vi forsøger at proppe en masse faglighed ind i de
små mennesker, mens mange af dem ikke lærer noget, eller
i hvert fald meget lidt. Og selvfølgelig gør de ikke det. Når
man er stemplet som taber fra første skoledag, har man
ikke en chance.