Download PDF version - Social

helhed flytter omvendt mest væk fra de kommuner, hvor der er mange fra de
etniske minoriteter.
For flygtninge har det også en selvstændig betydning for beslutningen om at flytte
væk fra en kommune, at der ikke er særlig mange landsmænd. Endelig flytter
flygtninge også væk fra kommuner, hvor der er forholdsvis få lejeboliger. Dette
skal ikke mindst ses i lyset af, at lejeboliger i mange tilfælde er den eneste relevante
boligform for flygtninge bl.a. af økonomiske grunde, jf. mere herom senere.
Historisk er flygtninge blevet klart mere geografisk koncentreret som følge af
flytninger. Der er kommet til at bo forholdsvis flere flygtninge i de dele af landet,
hvor der i forvejen er en stor andel etniske minoriteter, særlig mange af de
enkelte flygtningegruppers egen nationalitet og særlig mange lejeboliger.
De foreløbige resultater i Damm (2001) indikerer, at flygtninge har tendens til at
fraflytte den kommune, de er blevet boligplaceret i, såfremt 1) udsigterne på
job- og boligmarkedet er ringe, 2) der er få uddannelsesmuligheder og 3) der i
det hele taget er få muligheder for aktiviteter i den kommune, hvori en flygtning
boligplaceres (lille kommune).
Udenlandske undersøgelser viser, jf. Damm (2002), at nyankomne indvandrere
har tendens til at bosætte sig i de større byer, hvor der i forvejen bor mange etniske
minoriteter, men også beskæftigelses- og indkomstudsigterne viser sig at
indgå i bosætningsovervejelserne – i hvert fald for visse etniske grupper. Der er
derimod fundet modstridende resultater for, hvorvidt omfanget af offentlige velfærdsydelser
indgår i nyankomne indvandreres bosætningsovervejelser (“welfare
seeking”).
Åslund (2001) finder for Sverige, at tilstedeværelsen af jobmuligheder er den vigtigste
faktor i bosætningsbeslutningen, hvorefter kommer koncentrationen af
indvandrere, mens størrelsen af lokalbefolkningen, omfanget af etnisk netværk
og det gennemsnitlige indkomstniveau i mindre grad påvirker beslutningen.
74 KAPITEL 5: BOSÆTNING OG SEGREGERING