Nr 5 - Anders V Hassing-Staten i hjertet

[Gud] gav [...] verden til brug for den flittige og fornuftige
(og arbejdet skulle være hans retmæssige adkomst til den)
og ikke til hvad der måtte behage den trættekære og
stridslystne. 136
Selvom Sneedorff med sit absolutistiske afsæt giver staten alt,
tilslutter han sig en opfattelse af materiel besiddelse som et
væsentligt incitament. Incitamenter kan ændre motiver og dermed
styre mere effektivt end tvang. Det skal kunne betale sig at arbejde,
synes opfattelsen at være, for det er vejen til opfyldelse af statens
formål, de flestes velstand. Heri ligger efter alt at dømme en vigtig
del af forklaringen på Sneedorffs vurdering af den arbejdende del af
befolkningen. Det vender jeg tilbage til.
Sneedorff gør sig til talsmand for noget, der ved første øjekast kan
opfattes som en slags progressiv beskatning: afgifter bør overalt
have et lige forhold til folkets formue. ”Men”, skriver han,
”Formuen bør ikke regnes efter det, som de eie, men efter det, som
enhver Stand behøver.” 137 Nogen omfordeling vil der altså næppe
blive tale om. Det mener Sneedorff da heller ikke giver mening.
Den ”sande Lighed” består nemlig ikke i at være økonomisk
jævnbyrdig med andre, men i at man i sin stand nyder de
bekvemmeligheder, som man er vant til. Herremand og bonde kan
være lige lykkelige, men ”Herremanden bliver ulykkelig, dersom
han bliver Bonde, og Bonden for lykkelig [!], dersom han bliver
Herremand.” 138 Sand ulighed er først til stede, når man oplever
distance til sin standsmæssige livsførelse. At de besiddende skal
skånes for slige oplevelser understøttes ved Sneedorffs betragtning
om, at staten bør beskatte indkomster, men lade ejendom være
urørt. En sikker ejendom vil give incitament til at erhverve mere og
forøge statens kreditværdighed med mere økonomisk aktivitet for
øje. 139 Også her er der altså tale om at fremelske de rette motiver
hos undersåtterne, som kan gøre dem produktive og understøtte
statens formål. Sneedorff skriver ikke konsekvent om sand eller
falsk lighed, og i store dele af værket fremgår det, at lighed faktisk
betyder materiel jævnbyrdighed, som ikke gradueres efter stand. 140
136 Locke, op.cit., s. 48.
137 VII, s. 73.
138 VII, s. 148.
139 VII, s. 75. Ekspropriation kan i sjældne tilfælde komme på tale,
men må kompenseres økonomisk af staten.
140 Andet sted skriver han fx eksplicit ”Lighed i Gods og Formue”
og ”ikke stor Forskiel i Stand”, VII, s. 169.
44