1 Respons Udvikling af koncertoplevelser gennem dialog - Aarhus ...

7.3.1 – Kapital som materialisering af oplevelsen
For at tilgå oplevelsen som noget, der aktivt kan anvendes i responsen, er det brugbart først at gøre
den materiel. Oplevelsen må håndgribeliggøres, så man kan fastholde den og behandle den, som
noget, man kan benytte. En hjælp til at danne en sådan materialitet kan hentes hos Bourdieu i
begrebet kapital. I hans feltforståelse må man, for at forstå habitus – her læst som oplevelsen –
forstå de magtmekanismer, der befinder sig i det belyste felt. Magtmekanismer fortæller, hvad der
har værdi i et givet felt, og selve det værdifulde, der giver denne magt, kalder Bourdieu kapital.
Den, der har kapital, har magt i et felt og er i stand til at begå sig i og påvirke feltet (Wilken, 2006:
46). Med henvisning til, at publikum skal gå instrumentelt til koncerten for at kunne indgå
responsen, centrerer responspublikummets magt sig om selve det at eje en oplevelse. Det, der har
værdi i responsen, og som validerer det enkelte publikums tilstedeværelse, er at have en oplevelse,
som giver magt til at påvirke responsens udfald. Dette magtsigte kan bruges til at distancere
oplevelsen, som en kapital man kan have og anvende. Magten i responsen ligger hos den, der kan
akkumulere og anvende den tingsliggjorte oplevelses kapital.
7.3.2 – Oplevelse begrundet i erfaring
I den magtstruktur, der på grund af responsen ligger omkring koncerten, er oplevelsen i sig selv den
håndgribelige kapital. Næste skridt er at forstå den mekanisme, som ligger til grund for, at en sådan
oplevelseskapital kan opstå. Udgangspunktet for at forstå oplevelsens tilblivelse er, som nævnt, at
oplevelser skabes i mødet mellem subjekt og objekt. I koncerten findes der subjekter på begge sider
af oplevelsen, men da det er publikumssidens oplevelse, der er interessant i responsen, betragtes
publikum som oplevelsesdannende subjekter, mens musikerne ses som påvirkende objekter.
Til at forstå oplevelsens tilblivelse er det nødvendigt at definere, hvad den subjektive
oplevelse konstrueres af. Hvad det er, subjektet anvender til at danne oplevelse. Indenfor
oplevelsesteorien virker der til at være enighed om, at måden, verden opleves på, sker med
udgangspunkt i individets erfaring (Andersen, 2007, 168; Bono, 1987: 14; Boswijk et. al., 2007:
24; Bærenholdt & Sundbo, 2007: 10; McCarthy & Wright, 2004: 50; Siegel, 2007: 125; Sørensen,
2007: 187; Wilken, 2006: 40-41). Således taler Andersen om at oplevelser ”[…] bearbejdes,
rumsterer, […] som noget, der holdes op mod resten af livets indtryk.”, Bærenholdt & Sundbo
forstår oplevelsen som en rejse, der forbinder sig med tidligere erindringer, Siegel ser, beskrevet
ved hjælp af en lingvistisk opsplitning, oplevelse som erfahrungs forståelse af erlebnis, og Sørensen
skriver, at evaluering danner grundlag for fremtidige oplevelser. Den erfaring, individet har
19