1 Respons Udvikling af koncertoplevelser gennem dialog - Aarhus ...

i højere grad bores i koncertoplevelsens elementer. Flere musikere nævnte fraværet af disse
fokuserende kvaliteter som en betydelig mangel i responsen (Bilag 4: 3-4; Bilag 5: 4-5). At det
forholder sig sådan, kan skyldes mit manglende kendskab til at afvikle samtaler mellem to grupper,
hvilket formodentlig kan forbedres gennem erfaring fra gentagne afprøvninger, og ved at inddrage
deciderede journalistiske interviewgreb. Og det kan skyldes, at indholdsgrundlaget for responsen er
publikums oplevelse alene, hvilket kan vise sig at være for usikkert og flagrende. Måske skal
intervieweren ikke kun forbinde publikum og musiker, men også styrende kunne gennemgå
koncertens enkeltdele. I så fald skal der imellem interview- og responsdel indskydes en
koncertobservation, som kan vise koncertens enkeltedele for intervieweren. Det vil stille de samme
krav om erfaring, omveksling og italesættelse til intervieweren, som kræves af publikum.
Omdrejningspunktet for responsen har været, at den ikke skulle designe, men i stedet fundere
koncertoplevelsen. Bono skriver, at logiske og kritiske tankemåder er ”[…] praktisk taget
uanvendelige til forandring, fordi de mangler et ægte kreativt element.” (Bono, 1993: 55). Ved
logisk at dissekere koncertoplevelsen, som det sker i responsen, kan man netop ikke designe, men
kun fundere. Måske er denne holdning at påtage sig en unødig begrænsning. Efter responsen til
”Tales of Murder and Dust” gav musikerne udtryk for, at det var godt og konstruktivt, at publikum
havde givet konkrete forslag til udvikling af koncertens elementer (Bilag 6: 6). Der er argumenteret
for at holde responsen væk fra oplevelsesdesign, men måske er der i responsens afvikling et
potentiale for at inddrage, hvis ikke decideret design, så fragmenter af forslag til udførsel. Hvor
publikum ikke bare skal videregive, men også videretænke. Det kunne være en mulig udvikling i de
tilfælde, hvor musikerne allerede er bevidste om oplevelsens elementer, men ikke kan se, hvordan
de skal ændre dem.
Musikerne i ”Painted Daisies” sagde efter deres respons, at det var rigtigt rart at mærke, at der
var nogen, der interesserede sig for deres musik og undergrundsscenen generelt. Hele vækstlaget
kunne bruge at mærke, at man opsøgende godt kan lide, at de er der (Bilag 5: 5). Hvis man
fortsætter dette sigte længere ud end det musiske vækstlag, kunne det måske være interessant at
afprøve responsen på andre udøvende kunstarter end musik. Er det relevant for en dramatiker eller
en danser at få et uprofessionelt men engageret syn på deres virke? Som responsen, hverken
dikterende eller bestemmende, men opklarende og udviklende. Måske vil det, at sætte kritik på
form, kunne anvendes meget mere generelt til at løfte og udvikle kunstarter, der heller ikke har
tradition for at lade sig evaluere direkte af sine brugere.
29