generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

værd at huske. Den begyndte som Lidt af en Komedie, og den endte som
en Tragedie.«
I et feltpostbrev har Fr. Petersen selv fortalt følgende om 9. april og
ugerne derefter:
»Den første Nat i Danmark som tysk SoLdat! - U den for Viborg, ved
det store Vejkryds, standsede vor Bilkolonne. Det var umuligt at komme
videre. Viborg var overfyldt med tysk Militær, meldte vor udsendte
Motorcyklist, og stadig rullede fra alle Veje den ene Kolonne ind gennem
Byen efter den anden. Herning-Vejen og Vejle-Vejen prydedes kilometervidt,
så langt øjet rakte, af en lang snorlige Kæde af små hvide Lys fra
de holdende Biler.
Her må vi blive for Natten, erklærede vor Fører, og jeg fik min første
større Opgave i min nye Funktion som Tolk, nemlig at skaffe Kvarter til
hele Flokken. Opgaven blev løst. De danske Gaardmænd, hvis ejendomme
laa langs Vejen, aabnede for Plads i Hus, Stald og Lade for de
trætte Soldater, og snart havde hver sit Leje for Natten. Men for mig
havde denne begivenhedsrige Dag endnu en stor Oplevelse i Behold.
Af en overordnet, med hvem jeg om Morgenen, mens den ene store
Flok af Flyvemaskiner efter den anden drønede hen over vore Hoveder
mod Nord, havde haft en Samtale, havde jeg fået Tilladelse til at opsøge
min Broder inde i Viborg og tilbringe Natten hos ham.
Det var med beklemt Hjerte og underlige Følelser, jeg begav mig paa
den natlige Vandring. Vejene var overfyldt med Soldater og Motorkøretøjer.
Strækningen ind til Domkirken var længere, end jeg havde troet,
men der var Køretøjer nok, der havde samme Vejs Ærinder som jeg, og
det var den letteste Sag at hoppe op i en Motorcykles Bivogn og køre de
faa Kilometer ind til Jernbane-Viadukten.
Behøver jeg at fortælle, at det blevet forunderligt Møde i min Broders
Hjem? Vel sjældent er et Par Brødre, der har samme Sindelag og
Indstilling, mødtes paa en saadan Maade og under saadanne Forhold! Der
var nok, man fra begge Sider gerne ville have Besked om og Forklaring
paa.
Dertil blev der levnet os rigelig Tid. Staben, jeg var tildelt, blev
liggende i Viborg i fem Uger, og jeg havde mit Kvarter hos min Broder... «
Broderen Asmus boede i Viborg, hvor han var maskinmester på
Landshospitalet og efter krigen i mange år med i bestyrelsen for Sønderjysk
Forening. Og han mindes denne sene aftenstund, da hans bror
Frederik kom, træt af dagens anstrengelser. Han havde ikke været af tøjet
eller kunnet vaske sig i tre døgn. Et bad friskede ham op - og så var der
meget at tale om!
34