generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

meget at bestille. Lidt tid til at skrive hjem, kan der blive, blot er Posten
hjemmefra meget længe undervejs ... «
For alle på Østfronten blev det en streng vinter med de stadige
tilbagetogs-kampe. Et indtryk heraf får man gennem de breve, Fr.
Petersen sendte hjem og til venner i Struer. Det fremgår også, at breve og
pakker til ham ikke alle nåede frem. Men de breve og pakker, han
modtog, var til umådelig stor glæde og førte for en kort stund tankerne
bort fra slagmarkernes grufuldheder og til dem i Nord, som han længtes
efter snart at se igen.
I et brev fra 19. januar 1945 fra Slovakiet fortæller han, at han først
dagen før havde modtaget den julehilsen, der havde været undervejs fra
28. november. I brevene fra denne periode kommer det stærkt til udtryk,
at det er i den kristne tro, at sjælen søges styrket overfor krigens
umenneskelighed. Men censuren sætter grænser for, hvad man må og tør
skrive.
I brevet fra 19. januar hedder det bl.a.:
»... Eller jeg ser mig sidde hos Maren og Jens, de to så gode, sjælsrene
og sjældent flinke Mennesker. Hører om de Smaasorger, der trykker den
ene og den anden - og oplever, hvordan de til Trøst og Hjælp og
Opmuntring lagde det hele i Guds Haand. Maaske forstod jeg da ikke helt
dette eller alt. Nu føler jeg mig bedre i Stand dertil. Nu har jeg lært at
lægge alt i Guds gode Haand, og jeg har lært, at man kun farer vel derved.
Jeg har lært at tage alt som en Naade og Gave fra Gud - at jeg maa opleve
Dagen i Morgen, at han lader mig faa Ro i den Nat, der er gaaet, at han
holdt sin beskyttende Haand over mig ved den eller den Lejlighed. Jo, jeg
har lært meget af Jer to.«
Senere i brevet hedder det: »Hvad skal jeg fortælle om mig selv? Meget
maa jeg ikke fortælle. Der er meget skrap Censur. Jeg har det godt, er
sund og rask og lever i det ufravristelige Haab, at Gud vil føre mig frelst
ud af dette her. Maatte der blot ikke gaa alt for lang Tid, inden vi atter
faar Fred paa Jord.
Vi har været meget paa Farten. Vi har gennemkrydset Landet på Kryds
og Tværs, saa jeg nu kender dette smukke, bjergrige Land med den
elskværdige Befolkning, med det skønne Landskab og de mange smukke
Kirker. Jeg har mange Gange maattet krydse op over Bjergpassene, hvor
den evige Sne ligger skinnende hvid, hvor Vinden piber kold mellem
Grantræerne, og hvor Folk og Heste har vanskeligt ved at holde sig på de
isglatte Veje. I denne iskolde Luft har min gamle Mavelidelse, som var
saa godt helet under det lange Ophold i Struer, atter gjort sig gældende,
og ofte har jeg maattet krympe mig i Smerte, naar jeg var med paa
54