generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

understreger han, og ved, at han hverken er forbryder eller æreløs person,
og at han har sort på hvidt, at han må lide straf, fordi han er dansk og har
en anden »politisk Indstilling« end den godkendte.
Han beder sine venner om at ordne nogle ting, som han er afskåret fra
at få klaret, inden alt dette faldt over ham. Det drejede sig om et
armbåndsur, som var hos urmageren, en afregning med møbelhandleren
og eventuelt andre ting, som de måtte støde på - eller gemme dem, til han
kan komme og ordne det hele. Og han slutter: »Mine Penge har man
indtil i Dag ogsaa villet tage fra mig, men efter lang Kamp frigav de dem
atter, men jeg faar dem ikke selv i Hænde. Ja, man bliver ydmyget! - Men
det maa jo være Guds Vilje og Mening at bedre mig derigennem!«
En fJugtplans fiasko
At Fr. Petersen havde fået virkelig gode venner i Struer og omegn, er der
ingen tvivl om. Den skuffelse, han giver udtryk for i brevet til familien,
betyder ikke, at den vendte ham ryggen, da han blev arresteret, men at en
planlagt befrielse ikke blev gennemført. Grunden til det kendte han ikke.
Det var lykkedes hans venner at få kontakt til ham i Nr. Nissum gennem
A. Kristensen, og der blev forberedt en befrielsesaktion. Tøj, penge og en
bil var parat, og det var meningen, at Fr. Petersen skulle bringes til
Landshospitalet i Viborg. Her var broderen Asmus maskinmester, og han
havde sørget for, at Fr. Petersen kunne blive indlagt som patient under et
andet navn. Asmus havde i et brev til sin bror meddelt, at alt var klar til at
modtage ham. Han skulle blot komme om natten. En hjælpepræst i sognet
i Viborg, der var medlem af modstandsbevægelsen, havde lovet at sørge
for transporten, men planen slog fejl til stor skuffelse for begge brødre.
Hvad der egentlig skete, er det vanskeligt at fastslå, men noget tyder
på, at tråden brast omkring det stærkt indremissionske hjem hos Agnes og
A. Kristensen. Agnes skriver i et brev den 22.10. 1944 til Fr. Petersens
søster Cecilie, der var diakonisse i København, bl.a.:
»... I de faa Uger, vi havde Fornøjelsen en eller flere Gange om Dagen
at have Besøg af Deres Bror, kom vi til at holde af ham som Landsmand,
og vi vil fortælle Dem lidt om de sidste Dage, Deres Bror var her. Det var
svære Dage, og hvor vilde vi gerne, om vi maatte have faaet Naade til at
være Fr. Petersen til lidt Hjælp. Ja, der var et Par Dage, hvor vi næsten
hele Tiden gik i Bøn til Gud om dog at sende Hjælp og vise os Vejen, og
52