generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

sammen med mig og samme Dag som jeg blev idømt samme Straf, blev i
Onsdags løsladt herfra og kunde vende tilbage til sit Kompagni. Straffenforuden
de 4 Maaneder fik han Pengebøder paa ca. 15.000 Kroner - skal
han nu afsidde efter Krigen, men til den Tid er der kommet Amnesti, og
han vil altsaa slippe helt. - Noget lignende havde jeg regnet med, ogsaa
jeg havde haabet at kunde vende tilbage til Struer i de nærmeste Dage, i
hvert Fald for en Tid, og saa vilde et Besøg hos Jer ikke ha' været saa
vanskeligt, idet det ikke vilde ha' været afhængig af saa mange Menneskers
Hjælp, men kun af mig selv. Men det skulde altsaa ikke være, og jeg
tager det som Guds Vilje.
En yderligere Skærpelse er det, at Straffen skal afsones på et Militærfængsel
i Tyskland. Det plejer man ellers aldrig at gøre ved Straffe paa
kun et Par Maaneder. Men her gør man atter en Undtagelse med mig, og i
en Ledsageskrivelse, som ikke var beregnet for mine øjne, men som jeg
stjal mig til at læse, stod der udtrykkelig, at man af Hensyn til min
politiske Indstilling ikke fandt det raadeligt at lade mig afsidde Straffen på
sædvanlig Maade, men maatte overføre mig til Tyskland.
Paa Tirsdag, 19.9., føres jeg til Militærfængslet Anklam i Pommern. ­
Paa de 4 Maaneder faar jeg af de 3 Maaneder, jeg allerede har siddet, kun
afregnet det halve, nemlig 6 Uger. Det vil sige, at min Straf er afsonet fra
og med den 24.11. - Men hvad vil der saa ske med mig? Mit eneste Haab
er, at Krigen maa være forbi til den Tid; Ja, lad os haabe forinden. - De
godt 2 Maaneder faar jeg vel ogsaa Bugt med. Og stort værre end det var i
Aarhus, hvor jeg jo sad længere, kan det vel ikke blive, i alle Tilfælde vil
jeg vel nok kunde holde de Uger ud, skal det i mange Henseender også
blive meget svært. - Med saa lille en Straf sidder der ingen det Sted.
Kære Søskende, kære Familie! Jeg beder Jer alle om Tilgivelse for den
Sorg og Ulykke, jeg har bragt ind over vor Familie; men jeg er ingen
æreløs Person? og denne Straf skal ikke knække mig. Nogle maa lide mere
for deres nationale Sindelag og Arbejde end andre. - Men der vil komme
lysere og lykkeligere Dage efter denne svære Tid! Jeg tager disse 5
Maaneder, jeg saa ialt har maattet sidde som Fange, som en Tilskikkelse
og Prøvelse fra Gud - og jeg beder om, at jeg maa bestaa denne Prøve. I
denne Bøn vil mange - som ogsaa I - være med mig. Og mit Haab paa et
snarligt og lykkeligt Gensyn tager ingen fra mig ... «
Dette stærkt personlige brev viser, hvilken indre styrke Fr. Petersen
ejede i sit sind og i sine dybeste tanker.
I sit andet brev til vennerne giver han også udtryk for, at det er med
sorg og vemod, han må forlade Danmark. Men han er ikke knækket,
4' 51