generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

faldet under kampene fra midt i marts til slutningen af april under
tilbagetoget fra Neisse mellem Guben og Forst syd for Berlin.
Fr. Petersens håb var, at han måtte komme frelst igennem krigens
umenneskelighed. Det håb delte han med alle de landsmænd, der som han
måtte tjene en sag, der ikke var deres. Det var en tjeneste, der skulle sikre
de danske sydslesvigere retten til deres hjemstavn. Alle havde de store
ønsker og håb, men for mange af dem ville skæbnen noget andet.
Tabet af de mange landsmænd, flere end 370, var for den danske
folkedel et smertens offer - et offer der ikke vil blive glemt.
Fr. Petersen havde valgt sin plads syd for grænsen, for med sin
kærlighed til landet og folkedelen at tjene den danske sag. Han var med til
at grundlægge de rammer, der gjorde det muligt at leve en dansk
tilværelse i en tysk hverdag.
Hans smittende humør, hans tjenersind og engagement blev legendarisle.
Alle de mange, som han i sit alsidige foreningsliv, gennem pressen og
overalt, hvor der rørte sig et aktivt dansk virke, kom i berøring med, følte,
at de i Frederik P., som han altid kaldtes, havde en ven eller kammerat,
de kunne stole på i et og alt, altid parat til at lytte og give gode råd og til at
give en hjælpende hånd, hvor det trængtes.
Han måtte tjene »sagen« under svære vilkår, men midt i krigens
helvede kredsede hans tanker bestandig om det arbejde, der ventede på
ham. Han vidste, at meget skulle rettes op efter krigsårenes sår, at
båndene til moderlandet Danmark skulle styrkes, og at nyt håb og ny tro
på fremtiden ville give nye kræfter.
Men kort før fredens og frihedens klokker ringede, blev også han et
smertens offer - for familie og venner, for danskhedens pligt og for retten
til hjemstavnen.
Hans store håb og troen på en ny tid blev slukket, men mindet om Fr.
Petersen vil blive bevaret.
Et ord af Grundtvig i »Danskeren« den 29. marts 1848 kan stå for Fr.
Petersen og de over 370 faldne danske sydslesvigere:
»Lad os dog, hvad vi end ellers vil være, endelig først være Danske.«
57