generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

Trods alt var tankerne altid i hjemstavnen. Det skriver han om i et
andet brev til Leo Dane:
»1 Dag er det 10. Februar! For 3. gang kan jeg ikke fejre Nordslesvigs
og Danmarks store Festdag sammen med Landsmænd - saadan som jeg
har været vant til det i nu næsten 20 Aar, lige fra den Dag, da jeg første
Gang blev brugt som taler ved vore nationale Fester (1924), og indtil
Tyskerne med Indkaldelsen den 29.11.1939 bestemte mit Haandværk.
Hvert eneste Aar har jeg fejret Afstemningsdagen sammen med danske
Landsmænd i Nordslesvig - og derigennem hentet Styrke og Opmuntring
til fortsat Gerning for Danskheden i Sydslesvig. Jeg mindes disse 10.
Februar-Møder med udelt Glæde. Og i Dag vælder disse Minder frem, nu
da man sidder her i denne sønderskudte Landsby på K-Halvøen, og alle
ens Tanker er hjemme hos danske Landsmænd. Og Ønsket stiger frem:
Gid man atter snart kunde være med i det hele. Med i Arbejdet for
Danskhedens Vækst og Danmarks Vel! Ja, alle ens Tanker er hjemme.
Og alle ens Ønsker og Haab samler sig om dette ene: Hvornaar er dette
forbi? Og hvornaar er man atter derhjemme? ... «
»Vort stakkels haardt ribbede Mindretal«
Efter vinter kommer vår, og selvom overgangen i det sydlige Rusland er
anderledes end herhjemme, går Fr. Petersens tanker mod forår og
sommer i nord. Trods de voldsomme kampe, der atter startede ved
forårets begyndelse, er det forårs- og sommerbilleder, der bliver udtryk
for længslen hjem: »Nej, lad mig atter få Lov at se en dansk Kornmark i al
sin Høstglans og -fylde. Det længes jeg efter og glæder mig til! Her ser jeg
kun den vide russiske Steppe, sjældent et Træ, og så de usle, forfaldne
Lerhytter.
Intet er som vort lille skønne Land. Intet Sted slig en Ynde, ej heller slig
en Hygge, for slet ikke at tale om Menneskenes Velstand og Kultur. Vi
kan være stolte af vort Land! Og vor Opgave er det at være med til at
skabe dette skønne Land og dette velstaaende, kultiverede Folk en smuk
og rig Fremtid. Måtte dette lykkes os!«
Den 1. april 1942 fik Fr. Petersen overrakt den tyske orden Jernkorset af
2. klasse. Sommeren før havde han fået en rumænsk orden. Fra pålidelig
kilde havde det forlydt, at han skulle forfremmes til Feldwebel (sergent).
Det var endnu ikke sket, så »maaske er Ordenen tænkt som et plaster paa
Saaret«, skriver han i et brev. Forfremmelsen til Feldwebel kom dog i juli.
40