generalsekretær frederik petersen - Studieafdelingen og Arkivet ...

De voldsomme kampe, der satte ind i begyndelsen af maj omkring
Krim-Iandtangen, var nogle af de hæsligste, han havde oplevet i krigens
gru og ubarmhjertighed. Kampene er blevet hårdere og mere umenneskelige,
skriver han, men samtidig forsøger han dog at skildre landskabet
under overskriften: »Ved den russiske Riviera« i et feltpostbrev til
Flensborg Avis (side 89) trods forbudet ved juletid mod at offentliggøre
feltpostbreve.
Ud over at skrive om ondt og godt, om glæde og længsel bruger han
også sit fotografiapparat, og han tog flere hundrede billeder i Frankrig og
Rusland. Her prøvede han at fastholde naturens utallige facetter, som han
var så optaget af. (Side 60-72). Skønheden i udsprungne blomster på
kendte og ukendte planter og træer søger han også at fremmale i sine
mange breve.
Tiden hen imod sommeren blev præget af de svære kampe omkring
Sevastopol på den sydlige halvdel af halvøen Krim.
I et brev fra denne periode giver han udtryk for den sorg, han føler ved
at erfare, at flere af mindretallets unge og herunder nogle af hans
nærmeste kammerater er faldet, herunder hans ro-kammerat Bruno
Frederiksen ved Leningrad-fronten: »Vort stakkels, hårdt ribbede Mindretal!«
Om kampene, der endte med Sevastopols fald og en bys udslettelse af
landkortet, skriver Fr. Petersen: »Jeg har set det rygende Dunkerque, der
farvede Sommeraftenen til et luende rødt Baal. Men her var Ødelæggelserne
endnu større og mere systematiske.«
Divisionen blev flyttet bort fra halvøen og ind i landet og snart efter
mod nord til fronten nær Leningrad, men Fr. Petersen fik orlov til at rejse
hjem og slap for at drage med mod nord.
Han havde mange ønsker i forbindelse med den forestående orlov. Han
ville bl.a. gerne en tur til Danmark, hvis det skulle vise sig muligt. Til sin
gode ven Leo Dane skriver han herom: »... Lykkes det, skal min første
Rejse - sammen med min Kone - gå til Jer!«
Men det lykkedes ikke under de to ugers orlov i sidste halvdel af august.
Derimod skete der en anden ting, som fik ret afgørende betydning.
En ven, der gjorde tjeneste ved generalkommandoen i Hamborg,
skrev, at han kunne skaffe Fr. Petersen en officersstilling som tolk i
Norge, og han drog straks til Hamborg og fik en samtale i generalkommandoen.
Den resulterede i, at han fik en skrivelse med til divisionen med
anmodning om snarlig forflyttelse til generalkommandoens tolk-kompagnI.
Der gik dog en halv snes dage, før han efter sin orlov kunne forlade
41