PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

ug, der i et brev til samtlige biskopper klagede over, at kurset
var for énsidigt sammensat og advarede direkte imod afholdelsen
af kurset. Der startedes en direkte og velorganiseret hetz
imod mig fra en bestemt organisation, hvis medlemmer ringede
mig op dag og nat med enslydende anklager: Hvis jeg gennemførte
det kursus, ville jeg bliver skyld i flere tusinde børns død.
Det kom bag på mig. Påstanden om, at de præster, der mødte op
ved den lejlighed, skulle lade sig besnakke, var meningsløs. Jeg
kendte efterhånden folkekirkens præster så godt, at jeg vidste, at
de kunne tage fra – bedre end alle andre. Men jeg mærkede også,
at jeg ikke blev bakket op af alle folkekirkelige kredse. Jeg var
stædig, men ked af det. Da skete der noget, som jeg aldrig glemmer:
Professor Bent Noack, der var blevet formand for styrelsen,
ringede mig op og sagde, at han ville aflyse sin undervisning på
universitetet for at deltage i kursus: “Det skal du ikke stå alene
med!” Hvad angår kursusdeltagerne, fremsendte de bagefter en
kritisk vurdering af kursus med en erklæring om, at det ikke
havde været ensrettet; det havde været en oplevelse at fortælle
Tage Voss, hvad kristendom er for noget; man var så optaget af
sagen, at man ønskede et fortsat kursus om emnet; det fandt
sted i januar 1973.
På Kofoedsminde bestod næsten halvdelen af virksomheden i
specialkursus for sygehuspræster, for præster med tjeneste for
institutioner for evnesvage, for præster med tjeneste i fængslerne
og kursus for nyudnævnte provster osv. Endvidere ønskede
biskopperne et kursus for særligt udvalgte til en vurdering af de
forslag til ritual- og alterbog, der var udsendt i løbet af
1960’erne. Og starten på særuddannelse af præster begyndte på
Præstehøjskolen i 1971. Et længe næret ønske om en fast lektor
– altså endnu en lærer – blev opfyldt; oprindelig ønskede man,
at den pågældende skulle stå for Særuddannelsen, hvad jeg satte
mig kraftigt imod. Det var Præstehøjskolen alene, der trængte til
den aflastning. Søren Nordentoft blev ansat fra 1973.
Men i 1971-72 dominerede andre vigtige emner. I Løgumkloster
forventede man, at dommersædet dér skulle nedlægges,
hvilket betød, at den store bygning, “Slottet”, der er bygget sammen
med kirken, måske blev ledig og kunne blive et fast sæde
for skolen. Det gav anledning til forskellige overvejelser. Kofoedsminde
og den tilhørende kollegieblok kostede ret meget i
leje, og i lange perioder (omkring de kirkelige højtider og i ferietiden
(juni-august) lå skolen stille. Ved et tilfælde fik jeg kontakt
med Fængselsvæsenets personaleskole og fik efterhånden vore
tomme perioder udlejet til deres faglige kursus – et initiativ, der
desværre ikke blev udpræget påskønnet i kirkeministeriet, selv
om det var en klækkelig besparelse.
På den ene side mindedes jeg med glæde de to år i Løgumkloster
og den ro og det sammenhold, der havde rådet dér. På
den anden side gav en beliggenhed i Københavns nærhed mange
flere muligheder trods de mange fristelser. Muligheden for et
samarbejde med en anden efteruddannelsesinstitution, der kunne
udnytte Præstehøjskolens tomme perioder gav mig anledning
til at fremsætte den idé, at en sådan institution kunne anlægges
f.eks. lidt vest for Roskilde! København ville være lidt på afstand
og dog i nærheden. En optimal udnyttelse af bygningerne ville
betyde en besparelse. Men idéen slog ikke an!
Den stærkt øgede virksomhed på Kofoedsminde tog på forstanderen,
der var ansvarlig for økonomi og regnskab, for organisationen
og hele tiden havde den daglige ledelse og undervisningsforpligtelse.
Jeg savnede i den grad en fast sekretær, og selv
om jeg på et tidspunkt havde muskelsprængning i begge arme,
ville ministeriet ikke give mig en sekretær. Jeg holdt meget af
mit job, men da det teologiske fakultet i Århus viftede mig om
næsen med et professorat i praktisk teologi, faldt jeg for fristelsen.
Forskning havde jeg ikke haft tid til; det fik jeg nu. Den
stilling blev jeg udnævnt til pr. 1. januar 1973 samt til hjælpepræst
ved Aarhus Domkirke fra samme dato.
Selv om mine efterfølgere fik bedre praktisk hjælp, end jeg
opnåede, vil jeg hævde, at jeg oplevede den bedste tid på
Præstehøjskolen! Helt slap jeg ikke Præstehøjskolen: Fra 1973
blev jeg Århus-fakultetets repræsentant. Noack afløste biskop
Leer-Andersen som formand, og i perioden 1976-90 var jeg selv
formand. Om den følgende periode skal mine efterfølgere fortælle.
15