PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

Friedrich Schweitzer skelner i denne sammenhæng mellem
tre forskellige opfattelser af forholdet mellem børn og religion.
Det ene er den rationalistiske model, der sigter til det myndige
menneske og reducerer religion til moral. Her skal barnet ikke
konfronteres med religion, da det kun vil give forvrængede forestillinger.
Den anden model er den romantiske, hvor den barnlige
religiøsitet er den egentlige form for religiøsitet (Schleiermacher,
Grundtvig), som det gælder om at vende tilbage til som det
oprindelige. Endelig er der den skolastiske model i dette ords
oprindelige betydning, hvor man tager den religiøse udvikling
alvorligt ud fra den tanke, at fylogenesen svarer til ontogenesen,
dvs. menneskets individuelle udvikling svarer til menneskehedens.
Her drejer det sig om at udvikle en “læreplan”, et forløb,
der svarer til barnets udvikling og tager højde for dets stadier.
Denne sidste model tager barnet alvorlig – uden at idealisere det
på en falsk måde. Det barnlige skal respekteres, men hverken
nedvurderes eller på en falsk måde glorificeres.
Gudsbilleder – konkret og abstrakt
Det er sandt og ofte sagt, at børn tænker i billeder – og vi må
tage disse billeder alvorligt. Det har jo været romantikkens landvinding
at vende tilbage til barndommens billeder for derved at
overvinde en intellektualisering af troen og gudsforholdet. I en
vis forstand er barnets tro mere sand end alverdens bekendelser
og autoriseret ret lære. Det er formentlig forkert at spille billede
og sprog ud imod hinanden, f.eks. ved at spørge om nu fortællingen
om Gud eller billedet af Gud er det mest oprindelige.
Ord og billede betinger hinanden, det ene kan ikke være uden
det andet. Sproget kan give stærke billeder, og billeder, både
børns billeder og stor kunst, kan i høj grad fortælle. Jeg tror, at
moderne teorier om at vi nu lever i en optisk kultur til forskel
fra fortidens skriftkultur ikke kan tåle en forenkling. Hverken
børn eller de moderne medier er så billedfikseret, de blander
netop skrift og billede til en helhed.
Man har ellers ført Luther i marken for at fremhæve ordets
og dermed sprogets primat, når det drejer sig om gudsforholdet.
Og man kan da også finde tidligere ytringer af Luther, hvor han
næsten er ligeså billedkritisk som billedstormere. Billeder skal
væk ligesom messen – det skal bare gå ordentligt til, siger Luther
i de berømte invokavitprædikener fra 1522. Billeder var i virkeligheden
kun tilladt for de svage og enfoldige, af pædagogiske
grunde. Men senere blev Luther klogere, han udfolder en egent-
lig billedteologi ud fra den tankegang, at man slet ikke kan lade
være med at danne billeder, og at den, der ikke kan danne billeder,
heller ikke kan tale. Her kan Luther bruge formuleringer,
der nærmest tilkender billedet primat fremfor ordet:
Jeg ved også med sikkerhed at Gud vil, at man skal høre og læse
om Hans værk, især om Kristi lidelse. Men dersom jeg skal høre
det og tænke på det, så skal det ikke ske på anden måde end at
jeg danner mig et billede af det i hjertet. For enten jeg vil det eller
ej, så danner der sig, når jeg hører om Kristus, i mit hjerte billedet
af en mand som hænger på korset. Det er akkurat som jeg ser
mit ansigt midt i vandet, når jeg ser ned i det. Men dersom det
ikke er synd, men en god ting at jeg har billede af Kristus i hjertet,
hvorfor skulle det da være synd at have det i øjnene? Hjertet
er da vigtigere end øjnene og skal som Guds retmæssige sæde og
bolig endda mindre besmittes med synder. (WA 18, s. 83, 6-15,
fra “Wider die himmlischen Propheten”, oversættelse efter den
norske oversættelse i Værker i Utvalg III, ss. 238 f.).
Luther ligger her egentlig ganske på linie med Kant, der mente,
at begreber uden anskuelse var tomme, og den store romantiske
maler Caspar David Friedrich, der som bekendt var af den opfattelse,
at kunstneren ikke kun skal male det, han ser med øjnene,
men også det han ser med hjertet (citater findes også hos
Heimbrock, s. 19 og passim).
En spændende metafor, at se med hjertet. Det er hvad man af
billeder kan lære om børns religiøsitet og sandelig også af børns
religiøsitet.
En ting, man kan lære af børn, er at overvinde den falske
modsætning mellem konkret og abstrakt tænkning. Det at tænke
i billeder er på en ejendommelig måde både at tænke konkret og
abstrakt, og navnlig når det drejer sig om børnenes så antropomorfe
og konkrete gudsbilleder, skal man ikke tage fejl:
Børns tilsyneladende naive gudsbilleder rummer i høj grad også
refleksioner og “abstrakt” tænkning, og måske er børn endda
bedre i stand til at holde modsætninger sammen end voksne.
Min datter Theodora (dengang vel 7 år gammel) spørger mig
ganske uformidlet foran Brugsen i Løgumkloster, hvorfor vi
egentlig har lagt bedstemor ned i jorden, når hun, som jeg havde
forklaret, skal til Gud i Himmelen. Jeg svarer teologisk korrekt
noget i retning af, at det er fordi Gud både er i jorden og i himmelen.
Dyb tavshed. Efter en par minutter følgende bemærkning:
“Gud er i jorden og i himmelen. Det kan mennesker
61