PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

INDLEDENDE KONFIRMATIONSFORBEREDELSE
Af lektor Finn Rosenberg
Løgumkloster og
mini-konfirmanderne
Konfirmationsforberedelse og
anden kirkelig pædagogik har
været et vigtigt, tilbagevendende
kursusemne på institutionerne
i Løgumkloster. Først på
Præstehøjskolen, fra 1992 på
det nyoprettede Folkekirkens
Pædagogiske Institut, og siden
2001 på den fælles institution
Teologisk Pædagogisk Center
Løgumkloster.
Indledende konfirmationsforberedelse
(“minikonfirmander”,
herefter: IK), der efter en syvårig forsøgsperiode blev indført
som et officielt (men ikke obligatorisk) undervisningstilbud i
folkekirken i 1994, med kongelig anordning og ministerielle vejledninger,
var et nyt pædagogisk koncept, som institutionerne i
Løgumkloster på mange måder satte sine fingeraftryk på. Bl.a.
ved udgivelse af en håndbog, undersøgelser (sidst i 2001), rådgivning
og årligt tilbagevendende kurser.
En pædagogisk nyskabelse i folkekirken
“IK (dåbsoplæring)” er et officielt, kirkeligt undervisningstilbud
for børn. Undervisningen, som præsten har ansvaret for, viser tilbage
til dåben og frem mod konfirmationen. Ordningen skal –
ligesom konfirmationsforberedelsen – styrke den lutherske, folkekirkelige
basisviden (den kristelige børnelærdom) og religiøse
praksis (gudstjenesten). Den nye forberedelse, der blev indført,
er altså en del af dåbsoplæringen. Samtidig skal den “styrke
grundlaget for den almindelige konfirmationsforberedelse”
(anordningens § 1). Den nye forberedelse indføres, når præst og
menighedsråd er enige om det (anordningens § 2).
“Minikonfirmanderne” er mellem 9 og 12 år. De mødes i (op
til) 40 lektioner. Forberedelsen foregår uden for skoletiden og på
kirkens præmisser, dvs. på bibelens og bekendelsens grundlag, “ud
fra en gudstjenstlig sammenhæng”. De skal ikke høre om “de
kristnes” tro, men selv bekende troen og høre mere om den tro,
de er døbt til. De skal ikke lære om bøn, men selv bede. De
mødes derfor som menighed, ikke som skoleelever. Derfor bruges
udtrykkes “undervisning” ikke. De “mødes”, hedder det. Det,
de mødes om, er “bibelfortælling, salmer, bibelhistoriske sange,
bøn og bekendelse”. De “forberedes”, helt konkret til den senere
“konfirmationsforberedelse”.
IK har fået stor udbredelse i folkekirkens sogne, og ikke kun i
bestemte kirkelige miljøer. Der er (næsten) halvt så mange minikonfirmander,
som der er konfirmander.
Det var en ny udvikling, at kirkeministeriet tog initiativ til
pædagogiske tiltag i folkekirken og endda bakkede det op i en
ret udførlig vejledning. En sådan har aldrig været udsendt om
den almindelige konfirmationsforberedelse. Det var nyt, at kirkeministeriet
tog konsekvensen af samfundsudviklingen –
ændringerne i folkeskolen og i befolkningen i al almindelighed,
se nedenfor – ved at indføre en ny form for kirkelig undervisning.
Det var også nyt, at IK fik nogle formålsbestemmelser, der
lagde op til en pædagogik med en særlig profil, som jeg vil karakterisere
med ord som: oplevelse af og indlevelse i kirkens univers,
i kirkens fortællinger og dens gudstjenestes bønner, sange
og rituelle form. Kirkeministeriet havde lyttet til den kirkelige
debat og fulgt nogle af de gode råd og ideer, der dukkede op i
70´erne og 80´erne. Bl.a. fra biskop Herluf Eriksen i Århus!
Resultatet er, så vidt jeg kan se, blevet en cocktail af forskellige
kirkelige retningers ønske. Det nye ved IK var ikke kun selve initiativet
og dets karakter, men også den pædagogiske nybesindelse,
det førte med sig. Opstarten og udviklingen af IK styrkede
tankerne om et folkekirkeligt pædagogisk institut. Det var
allerede blevet foreslået som en mulighed af kirkeminister Bodil
Kochs strukturkommission i 1969. Efter oprettelsen af
Folkekirkens Pædagogiske Institut i 1992 blev IK naturligvis et
af de vigtigste arbejdsområder for instituttet. Da IK fik sin kongelige
anordning i 1994, var det næste skridt – udover at holde
kurser – at udarbejde en pædagogisk grundbog for den nye forberedelse.
Den kom i 1996 under navnet: Ud fra en gudstjenstlig
sammenhæng.
47