PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

20
have det. Det skete med uimodståelig charme, så den unge
guide var helt solgt. Vi fik adgang til mange spændende ting, traf
de russiske dignitarer og overværede deres gudstjenester. Vi kom
også en tur til Leningrad og så Vinterpaladset. Om aftenen var
der ofte festligt samvær. Vodka og kaviar er jo ikke ukendt i
Rusland.
Erik Bock var med, og sjældent er der blevet holdt så mange
flammende og begejstrede taler for
Præstehøjskolen, når lejlighed gaves,
som på denne tur. Der var en tung og
mørk stemning i Moskva på den tid,
alt sammen før Glasnost og Perestrojka.
En aften Bugge besøgte venner,
spurgte jeg dagen efter ved frokosten,
om de havde talt om Sakharov, som
var aktuel på den tid, men jeg blev
hurtigt vinket af, og senere sagde han:
Pas på, det er politisk, og der kan være
mikrofoner.
I dagligdagen på Præstehøjskolen
var min rolle selvfølgelig i baggrunden.
Men havde jeg fri, kom jeg ofte i foredragssalen
og havde et hjørne, der var
mit og sad og hørte på.
Om aftenen gik vi begge ned og
drak kaffe med kursisterne og fik snakket
med præsterne. Jeg blev ofte længere
end Bent, som skulle arbejde. Det
kunne både være alvorlige ting og
sandelig også morsomme, og der var
utrolig mange grinagtige episoder. Jeg
husker engang en meget højkirkelig
præst kom farende lidt for sent til middagen,
greb en øl i farten og i det
samme istemtes bordverset, hvorefter
han stod midt på gulvet, foldede hænderne fromt om flasken,
mens han af hjertens lyst sang: “Alle gode gaver de kommer oven
ned.”
Præsternes daglige rutefart gik som regel til grænsen … og en
kursist, Niels Toft, hed efterhånden kun Niels Aventoft. Engang
var en norsk præst Kjerstin på kursus. Hun havde pas, så der
kunne købes stærke drikke. Hver eftermiddag blev hun inviteret
på køretur, og hun blev gidsel til megen konfirmations- og sølvbryllupsvin,
hvilket hun elskeligt fandt sig i. Engang imellem
blev hun belønnet med konditoribesøg i Tønder.
Mit indtryk var, at præsterne ofte, når de begyndte et kursus,
syntes, det var uoverkommeligt at tænke på, at de skulle blive i
4-5 uger. Men pludselig greb det hele dem, og tiden fløj af sted,
både med arbejde og det gode samvær, så det var vemodigt at
skulle sige farvel, selvom det selvfølgelig
var godt at komme tilbage til familie
og arbejdet.
På de lange kurser, ca. fire årligt,
inviterede vi kursisterne op i lejligheden
en aften til lidt mad, drikke og
hyggeligt samvær. Det blev gerne vellykket,
hvor Bent også sørgede for lidt
underholdning og ellers hyggesnak. Vi
var med til utallige afskedsfester, som
kunne være virkelig morsomme. De
teologer kan jo noget, og er ikke altid
så selvhøjtidelige, så de forstår sig godt
på revykunsten. Bent skulle jo holde
tale hver gang, og efterhånden blev dét
for trivielt. Så fandt han på en føljeton,
hvor personen, der talte, hed Kedde
Hønkys og hans kone Midde fra
Hydevad (to stednavne hernede). Det
foregik på sønderjysk, og ordene var
enfoldige, og samtidig fik han flettet
de ting, der var sket på netop det kursus,
ind på en sjov måde. Det blev vist
lidt af en succes, for i hvert fald gik
rygterne, så nye kursister faldt over
mig og fik mig til at love at sige til
Bent, at de også gerne ville have en
Hønkys historie, inden de skulle hjem.
Den sidste fest, før vi forsvandt, gik det på, at nu skulle Kedde
på pension. Han havde fået en beskyttet bolig, hvor han glædede
sig til at slå sig ned og få fred, men spørgsmålet var alligevel
hvor beskyttet den var, for Midde fulgte jo med. Sådan gjorde vi
så efter otte meget gode og glade år, og vi nåede at få 19 år sammen
i den “beskyttede” bolig, hvor jeg nu bor alene.