PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

More documents

Recommendations

Info

30 SJÆLESORG OG VEJLEDNING I EFTERUDDANNELSE Af lektor Marianne Bach Sjælesorg i tiden Sjælesorg er kontekstuel teologi. Den bliver til i konkrete situationer i et møde mellem mennesker. I de 10 år, jeg har beskæftiget mig med sjælesorg i lektoratet på TPC, tegner det sig stadigt tydeligere, hvordan en (post)moderne kontekst stiller udfordringer til teologien og er noget, der må tages til efterretning i en sjælesørgerisk praksis – samtidig med at der må stræbes efter at bevare det, som udgør sjælesorgens egenart. Denne dobbelte udfordring – som går på relevans p.d.e.s. og egenart p.d.a.s. – udgør en fagligt central problemstilling og kunne være en væsentlig grund til, at sjælesorg blev prioriteret som fagområde inden for efteruddannelse af præster og lektoratet oprettet i 95. (D)et afgørende spørgsmål bliver, så vidt jeg ser det, hvordan sjælesorg kan virke på de præmisser, som er tidens, og samtidig bevare muligheden for at virke til forandring, forsoning, livsmod og tro? Hvordan kan sjælesørgeren være solidarisk med mennesker i deres virkelighed uden at blive så pragmatisk, at sjælesorgen fratages enhver mulighed for at sige noget nyt i situationen? Eller sagt med en mere klassisk formulering: Hvad er forkyndelsens mulighed i sjælesorg i dag? Ind i denne problemstilling viser fortælling sig at blive vigtig, og jeg vil bruge et narrativt perspektiv i et forsøg på at trække nogle centrale og aktuelle tråde for sjælesorg og i forlængelse heraf også vedrørende faglig og åndelig vejledning – to områder, som, måske også som en følge af tiden, lægger sig til det område, jeg varetager inden for efteruddannelse af præster. Fortælling og det narrative perspektiv Jeg husker min optagethed på et tidligt tidspunkt af Emmausberetningen og den sjælesørgeriske indsigt, som jeg oplevede, at den formidlede. Jeg blev nærmest skuffet over senere at opdage, at andre havde set det samme, og at flere lærebøger og definitioner af sjælesorg faktisk har brugt Emmausberetningen som et paradigme på sjælesorg (blandt andre Owe Wikström og Anders Olivius). Af beretningen udledes fire dimensioner i sjælesorgen: omsorg, besindelse, tolkning og forandring/fordybelse. Beretningen om disciplenes vandring mod Emmaus viser, hvordan et budskab gennem mødet med en anden perspektiverer deres erfaring, og det bliver til sjælesorg. Der finder omsorg og besindelse sted gennem samtale, der gives hjælp til tolkning ved at et perspektiv opstår i mødet, og der sker en forandring ved, at disciplene får mod til at tage deres liv op igen og deres tro fordybes. Jeg skal måske indledningsvist gøre klart, hvordan jeg forstår en narrativ tilgang i sjælesorgen. Jeg forstår det, at et menneskes erfaring og situation sættes ind i rammen af en større, meningsbærende fortælling og derved kan forandres. Det er det, man ved brugen af en bibelsk fortælling ønsker at kunne udvirke. Jeg forstår imidlertid også en narrativ tilgang bredere som det, at et budskab knyttes så konkret og vedkommende til et menneskes erfaring, at ny indsigt eller nyt liv opstår gennem en identifikation med budskabet. Hvis ikke der bruges en fortælling, bruges altså en narrativ struktur, som udvirker en perspektivændring, der kan sætte fri til nyt liv enten ved forandring eller ved forsoning og mod til livet. Det konkrete og det vedkommende er det afgørende ved en narrativ indgang, hvorved den tilbyder et alternativ til forkyndelse i sit mere dogmatiske udtryk. Mennesker har altid fortalt fortællinger om sig selv i verden, om det at være familie, slægt, folk eller kirke, og er blevet dannet i overensstemmelse med de store fortællinger herom. Imidlertid anfægtes den store, fælles fortælling i dag, og i stedet træder de mange små fortællinger. Det betyder, at tradition, norm og autoritet, som de store fortællinger repræsenterede, anfægtes. Analyser af den (post)moderne virkelighed beskriver disse tendenser som pluralitet og en deraf følgende relativering og fragmentering, hvad angår livssyn og livsformer. Det medfører – med virkning for forkyndelse – at man ikke længere kan antage, at et budskab uden videre forstås, modtages og får en virkning. Ingen steder bliver fordringen om relevans tydeligere
end i sjælesorgens karakter af konkret møde, samtale og omsorg. Dette bliver vigtigt at medtænke i forbindelse med (efter)uddannelse i sjælesorg, og her er det, at vejledning viser sig som en god måde, hvilket jeg vil vende tilbage til. Menneskesyn Menneskesynet er en ufravigelig del af sjælesorg. Hvad siges der med fortællingen som kategori om det at være menneske? At det er at være undervejs, at et menneske aldrig er færdigt, men er en vorden. At et menneske er et dialogisk væsen, der er anlagt på relationer og er i en stadig dialog med andre og sig selv. Et menneske fortæller om sig selv i forhold til sin omverden for at skabe sammenhæng og mening, for at finde identitet og for at blive i stand til at handle i en stadig mere kompleks verden. Et menneskes forståelse og selvforståelse er indfældet i en fortælling, det mere eller mindre bevidst fortæller om sig selv, og mennesker skaber i høj grad virkelighed med det, de fortæller. Imidlertid er belastningen ved at være sin egen histories herre eller iscenesætter indlysende. Hvordan ser nu livsfortælling ud i et teologisk/kristent perspektiv? Her er Gud forudsætningen, og det betyder, at et menneske også altid må fortælle om sig selv i forhold til en Anden, og at gudsforholdet sætter det enkelte menneskes livsfortælling ind i den større sammenhæng, som Guds historie med mennesker er. Muligheden er således, at der bliver to perspektiver på et menneskes fortælling. Et menneske fortæller ikke blot, det fortælles også – Gud er medfortæller og er først og sidst den stemme, der bliver den afgørende. Det bliver et menneskes mulighed at tilegne sig Guds handlen som fortællingen om sig selv og sin identitet. Perspektivet på livsfortællingen flyttes fra fortid og faren for at være låst fast på den, til fremtiden og dens mulighed i kraft af Gud. Det er Guds fortælling med mig, der skal retfærdiggøre min mere eller mindre vellykkede livsfortælling og værne den mod selvretfærdiggørelsens overbelastning. Dette eskatologiske perspektiv på livsfortællingen er også sjælesorgens. “Jeg digter, og jeg lader mig digte” siger Kierkegaard om de to perspektiver, som en kristen forståelse forlener livsfortællingen med – og jeg fristes til at tilføje “derfor er jeg” som et credo til modsigelse af Descartes’ “jeg tænker, derfor er jeg”. Disciplene undervejs til Emmaus oplevede overraskende, ikke blot at fortælle, men at blive fortalt og derved omfortalt – og de lod den fortælling gælde som deres. At fortælle sig selv over for Gud og lade sig fortælle igennem gudsforholdet udgør kernen i sjælesorgen. Det formelle udtryk herfor er bekendelsen og godtagelsen i skriftemålet, som langt hen er faldet bort, men menneskers fortællen livsfortælling til præsten kan forståes netop som et uformelt, narrativt skriftemål. At menneskesynet ud fra en kristen forståelse implicerer en religiøs instans betyder, at et menneske altid er mere end sin situation og altid mere end det, jeg som hjælper ser. Det andet menneske er dybest set et mysterium, som jeg ikke får eller skal tage magt over. Sådan er det, fordi det andet menneske tilhører Gud, og dette agtende menneskesyn er afgørende og udgør sjælesørgerens grundholdning i mødet. Betydningen af at fortælle livsfortælling i en kristen forstand udtrykker på en erfaringsnær måde meget af det, som mere dogmatisk kan betegnes som et kristent menneskesyn. Udfordringen, som står tilbage, er, hvordan det kan formidles i forhold til menneskers konkrete erfaringer. Samtidig med, at den lille fortælling og den enkelte livsfortælling har vundet betydning på bekostning af den store, fælles og normative fortælling, herunder den kristne, tilbyder fortælling/det narrative sig som en mulighed. Man kan godt sige, at denne mulighed tilbyder sig på baggrund af en nød, der har at gøre med tendenser i tiden. Muligheden ligger i fortællingens form, der kan bære et betydningsindhold frem på en måde, der gør, at det også kan høres og modtages. 31
Page 1 and 2: PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 Et jubi
Page 3 and 4: INDHOLDSFORTEGNELSE Hans Vium Mikke
Page 5 and 6: INDLEDNING Af biskop Karsten Nissen
Page 7 and 8: I. DEL PRÆSTEHØJSKOLENS HISTORIE
Page 9 and 10: lokaler for skolen og bolig for for
Page 11 and 12: og når der ved de lejligheder hold
Page 13 and 14: stor fantasi og dygtighed lavet af
Page 15: ug, der i et brev til samtlige bisk
Page 18 and 19: 18 havde vi heller ikke i min tid.
Page 20 and 21: 20 have det. Det skete med uimodst
Page 22 and 23: 22 praktisk teologi og orientering
Page 24 and 25: 24 TO I ÉN Præstehøjskolen og Fo
Page 26 and 27: 26 De afgørende år Sagen var klar
Page 28 and 29: 28 som helst med praksis at gøre.
Page 32 and 33: 32 Det giver mulighed for at formid
Page 34 and 35: 34 præst op over for at undersøge
Page 36 and 37: 36 DA TIDSÅNDEN KOM TIL LØGUMKLOS
Page 38 and 39: 38 kelige) jyder, men siden hen - d
Page 40 and 41: 40 kredse - blevet så vænnet til
Page 42 and 43: 42 JESUS: OFFERLAM ELLER SYNDEBUK?
Page 44 and 45: 44 Den såkaldt klassiske forsoning
Page 46 and 47: 46 elske dine fjender og bede for d
Page 48 and 49: 48 Traditionstab som den negative b
Page 50 and 51: 50 “kun” på biskoppens vegne h
Page 52 and 53: 52 KRISTENDOMSUNDERVISNING OG DÅBS
Page 54 and 55: 54 mension. Skolen bygger på ånds
Page 56 and 57: 56 undervisningsansvaret i den enke
Page 58 and 59: 58 AT TÆNKE I BILLEDER Om børn og
Page 60 and 61: 60 pluralitet som et vilkår, uden
Page 62 and 63: 62 ikke. Men det kan Gud, fordi Gud
Page 64 and 65: 64 ANSATTE, BESTYRELSESMEDLEMMER M.
Page 66 and 67: 66 INSTITUTIONSUDVALG (Rektorer og
Page 68 and 69: 68 TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER I T
Page 70 and 71: 70 1967-1973 Præstehøjskolen i
Page 72 and 73: 72 Den religionspædagogiske Studie
Page 74 and 75: 74 netværksomlægning, så også L
Page 76: 76 Teol information. Det Teologiske

PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?