PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

48
Traditionstab som den negative baggrund
Den negative baggrund for IK er bl.a. de drøftelser, der fandt sted
efter folkeskoleloven 1975. Ved den lejlighed blev folkeskole og
folkekirke skilt fra hinanden. Skolen bibeholdt ganske vist faget
kristendomskundskab, men det var af kulturelle, historiske og
pædagogiske – og ikke kirkelige – grunde. Skolen leverede ikke
længere dåbsoplæring. I de samme år mente flere og flere forældre,
at det heller ikke var deres opgave. Børnene skulle selv have
lov til at vælge, hed det, og af den grund blev en del af dem heller
ikke døbt. Religiøs viden kunne de selv opsøge senere, hvis
de fik lyst til det, de skulle ikke indoktrineres, som det blev sagt.
Resultatet var gradvis afvikling af alt det, dåbsoplæring i
hjemmet kunne indeholde: kirkegang, bordbøn, morgen- og
aftenbøn, bibelfortællinger, og elementær viden om, hvad kirke
og kristendom stod for. Det eneste sted, en bevidst, holdningspræget
dåbsoplæring uden for hjemmet kunne finde sted, var
kirken. I de samme år var det dog en udbredt holdning i kirkelige
kredse, at gudstjeneste og konfirmationsforberedelse måtte
være tilstrækkelige tilbud fra den officielle folkekirke til dens
medlemmer: evangeliet blev forkyndt fra prædikestolen, børnene
kom af sig selv til præst, og noget havde børnene da nok med
sig fra hjemmet eller skolen. Det var i hvert fald ikke noget, kirken
burde snage i eller bekymre sig om.
De børne- og ungdomsorganisationer, som opfattede sig som
folkekirkelige organisationer og prøvede at udmønte det, blev i
mange kirkelige kredse betragtet som amatører eller pietistiske
aktivister, der oplærte børn og unge i “gerningsretfærdighed” i
stedet for i dåbens nåde.
Ikke alle kunne affinde sig med den passive indstilling til
dåbsoplæring. Nogle foreslog en egentlig kirkeskole som erstatning
for folkekirkens kristendomsundervisning. Andre foreslog
supplerende tilbud af officiel karakter. Kirkeministeriet tog
ideen op og lancerede i 1987 et pædagogisk udviklingsprojekt
som pilotprojekt – ganske vist uden vejledning, penge eller personale.
Takket være entusiastiske og energiske præster, medhjælpere
og menighedsråd – understøttet af bl.a. først Præstehøjskolen,
efter 1992 Folkekirkens Pædagogiske Institut – fik udviklingsprojektet
så godt et forløb, at IK blev indført i folkekirken
som en ny – frivillig – ordning. Det har været almindelig retorik
i folkekirkelige kredse, at al fornyelse er kommet nedefra, fra
græsrødderne. Det modsatte kan også hævdes. IK er et af flere
eksempler på fornyelse ovenfra. Selv om fodarbejdet naturligvis
har fundet sted lokalt.
Bedre mulighed for dåbsoplæring – den positive grund til IK
Som sagt er der flere negative grunde til, at IK så dagens lys.
Hvad med de positive grunde? Er der gode teologiske og pædagogiske
grunde til at have minikonfirmander? Ja. Teologisk set er
der lige så gode, positive grunde til at have IK som til at have
almindelig konfirmationsforberedelse, dåbsoplæring i hjemmet,
børnegudstjenester osv.
De “teologisk gode, positive” grunde er helt enkelt ordene i
dåbs- og missionsbefalingen i Matthæusevangeliets kapitel 28.
Dåbsoplæring er ikke en ret for forældrene alene, men en pligt for
hele den kristne menighed, hvad enten de er forældre, faddere,
præster – eller på anden måde får mulighed for at give et bidrag
til dåbsoplæringen. Det gælder ikke mindst i en luthersk kirke,
hvor forståelsen og bevidstheden hos de døbte om troens indhold
altid har været stærkt markeret (jf. Luthers lille katekismus!).
Pædagogisk set er minikonfirmanderne i en gunstigere alder
end konfirmanderne. Børn på minikonfirmandernes alderstrin er
mere ensartede rent udviklingsmæssigt. Puberteten har endnu
ikke holdt sit indtog, og tankegangen er stadig i høj grad børns
måde at forstå og udtrykke sig på. Konfirmanderne i (især) 7.
klasse kan som bekendt befinde sig på flere forskellige udviklingsstadier,
både fysisk og mentalt. Hvis konfirmanderne har
mødt den officielle folkekirke tidligere, f.eks. netop i IK, er der
bedre muligheder for et senere udbytterigt møde mellem præst
og konfirmander. Det tyder mange erfaringer da også på.
Vækst og glæde
IK blev mødt med en del betænkelighed og uvilje af både principiel
og praktisk karakter. Trods alle betænkeligheder fik IK en
eksplosiv vækst i dansk kirkeliv. Børnene er glade for den, forældrene
ligeledes – de får nu et alibi for at tale om kristendom med
deres børn – og skolen kan ofte konstatere, at børnene nu bliver
mere interesserede i kristendomsundervisningen end før.
Adskillige præster har fået uventet stor glæde af arbejdet med de
mindre børn. Flere siger, som jeg selv gør det: Det er noget af det
bedste, jeg har gjort som præst! Mange menighedsråd vil gerne
have IK indført i sognet.
IK har været i konstant vækst. Danmarks Statistik har gjort