PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

PRÆSTEHØJSKOLEN 1985-2000
Af fhv. rektor Niels Thomsen
Jeg skal fortælle om Præstehøjskolen
fra 1985-2000. Den
gik godt, da jeg trådte til som
rektor. Den var velanskrevet
blandt præster, velbesøgt, havde
et godt samarbejde med universiteterne,
havde anerkendelse
blandt biskopper og provster, og
økonomien var til at leve med.
Opgaven syntes at være at holde
kursen.
Det blev knap så let, som man
skulle have troet. Der kom snart
en lovændring, som var udsprunget
af en anden ånd end
den, der var grundlaget for Præstehøjskolen i 1965 Bestyrelsen
blev omdannet til at være en fællesbestyrelse for fem forskellige
efteruddannelsesinstitutioner for præster, og den fik karakter af
en koncernbestyrelse. Man måtte lære at bestyrelsen – hvori nu
også en kontorchef fra ministeriet havde fået sæde, mens universiteternes
repræsentanter var blevet udelukket – ikke på
samme måde som den gamle bestyrelse havde interesse for
Præstehøjskolens dagligdag eller faglig forståelse for, hvad opgaven
var. Bestyrelsens medlemmer blev sig bevidst om hver for
sig at have et bagland, hvis interesser skulle varetages. Det kunne
være besværligt nok med præsteforening og menighedsrådsforening,
men vi talte dog samme sprog og havde grundlæggende
samme interesse. Vanskeligere var det med ministeriet, fordi
bestyrelsen hele tiden følte sig tvunget til at indrette sig efter,
hvad den ministerielle repræsentant i bestyrelsen lod forstå
kunne accepteres dér, hvor han kom fra. Ministeriet var overbevist
om, at den ny lov var i pagt med tidens ånd. Det var sikkert
rigtigt, men hvad det var gavnligt for, blev ikke klart for mig. Det
islæt af folkehøjskole som havde været grundlaget for Bodil
Kochs vision, og som min forgænger Bent Noack havde markeret
stærkt, måtte vi nu selv holde fast.
Det blev vi også nødt til over for grupper af præster. I mange
fag bredte overtroen på kurser sig. Det gjaldt om at have papir
på, at man havde fulgt et kursus. Det kunne forbedre både
avancementsmuligheder og give løntillæg. Præsterne begyndte
også at efterspørge “kompetencegivende kurser” og eksamenspapirer.
Stort set lykkedes det os at afvise kravene, skønt også de
var i pagt med tidens ånd. Vi kom til at gå på kompromis med
hensyn til uddannelsen i sjælesorg, hvor vi udleverede eksamensbeviser,
men heldigvis var der ikke lønmidler til at bakke
tendensen op. Det var en stor fordel for undervisningen, at den
skulle leve af kursisternes engagement, og ikke af ambition eller
begær.
Det gik alt sammen. Vi lærte at leve med den ny styrelsesform,
og at søge vores faglige inspiration andetsteds, ikke mindst
blandt vore kolleger ved de andre efteruddannelsesinstitutioner.
Vi havde frygtet at komme under strammere økonomisk kontrol,
men det viste sig heldigvis ikke at blive tilfældet.
Tværtimod flød bevillingerne rigeligere. Vi var ikke mere på
finansloven, men finansieredes af de kirkelige midler, der kun
blev kontrolleret af kirkeministeriet selv. Dermed blev det
muligt år for år at øge tilbudene til præsterne. En stor styrke var
det, at relationerne til universitetslærerne blev ved at være nære
og gode, skønt de var blevet lempet ud af bestyrelsen. Universitetslærerne
stod for op mod halvdelen af Præstehøjskolens
undervisning, og universiteternes norm for faglig kvalitet blev
dermed også kravet til den øvrige undervisning. Da fakulteterne
begyndte at få ondt i økonomien, dukkede jævnligt den idé op
hos deres dekaner, at fakulteterne burde overtage undervisningen
(inklusive bevillingerne) i de klassisk teologiske fag. Vi var i
Løgumkloster overbevist om, at det ikke ville være en fordel for
præsterne. Ganske vist var universitetslærernes undervisning
den samme, som de gav på fakulteterne, men den var hos os
udvalgt efter præsternes tarv, ikke efter universitetslærernes. Det
gav en frugtbar ligeværdig vekselvirkning mellem universitet og
kirke.
Mere end det. I formålsparagraffer og selvbeskrivelser stod
der, at Præstehøjskolen havde tre hovedområder: videreuddannelse
i de klassisk teologiske fag (Ny Testamente, Gammel
Testamente, kirkehistorie, dogmatik, etik og religionsfilosofi),
21