PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

nens ubestridte subjekt. Jesus er Kristus, hvilket er årsagen til, at
denne mands liv og død er unik. Det er altså ikke Jesu død, som
i sig selv er unik. Han er ikke den eneste, som er gået i døden for
andre, lige så lidt som han kan udpeges til at være den, som har
lidt mest for andres skyld. Det er ikke lidelsens størrelse og art,
som er bestemmende for forsoningens indhold. Jesus Kristus er
den udvælgende Gud, som med sit liv og død åbenbarer Guds
kærlighed til mennesket – hvilket er en afsløring af Guds sande
væren og væsen. Det er den evige Gud, som går ind i historien,
og som derved underlægger sig erfaringen af død og endelighed.
Ergo muliggør inkarnationen paradokset, at den evige Gud forandres
gennem inkarnationen. Det er ikke kun verden, men også
Gud, som ikke længere er den samme. Gud tager igennem Jesu
død døden på sig.
Et af de ældste kætterier søgte netop at tage brodden af dette
radikale udsagn, ved at hævde, at Gud havde forladt Jesu krop,
førend at han udåndede. Herved søgte man dels at holde fast i
Jesu guddommelighed, som netop ikke tillod at Jesus – og dermed
Gud – vitterligt døde på korset, dels – i hvert fald indirekte
– at fastholde læren om Guds uforanderlighed.
Trinitarisk begrundet er det helt afgørende at fastholde, at
Jesus – og dermed Gud – vitterligt døde på korset. Så langt har
de moderne kenosistænkere ret, men det er afgørende, at rammen
for udlægningen af denne kenosis-tanke netop er den trinitariske
Gud. For ellers indebærer kenosis-tanken at Gud ophører
med at være Gud. Inkarnation bliver da et synonym for
ophør. At Gud blev menneske er ikke ensbetydende med, at
Gud ophørte med at være Gud. Tværtom afsløres det, at Guds
storhed består i, at Han åbenbarer sig for mennesket som den
lidende tjener (om dette indebærer en afvisning af den metafysiske
Gud, skal jeg lade være udiskuteret her. Men i hvert fald
indebærer det en afvisning af en ikke-metafysisk forestilling om
Gud, som reducerer talen om Gud til at være en metafor for
medmenneskelig omsorg og næstekærlighed).
Opstandelsen ville ikke være mulig, hvis Gud og Jesus anses
for at være helt og holdent identiske. Gud er Jesus, men Jesus er
ikke Gud i betydningen at Gud har et overskud i forhold til
Jesus. Gud er som den treenige Gud på én gang Fader, Søn og
Ånd, hvor Jesus Kristus er en del af den treenige Gud. En forsoningsteologi
fra oven har som sit hverv at gøre rede for, hvordan
det er den trinitariske Gud, som på én gang er både forsoningens
subjekt og objekt, for så vidt at forsoningen ikke kun retter
sig mod mennesket, men også mod Gud selv. Gud udsætter sig
selv for forandring gennem inkarnationen, idet Gud herved
udsætter sig selv for endelighedens erfaring. Hvis Jesus er
Kristus, også forud for opstandelsen, må det indebære, at Jesu
erfaring af døden er en erfaring som indoptages i den trinitariske
Guds væren. Jesu skrig: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du
forladt mig?” er et skrig, som allerede i udgangspunktet er dialektisk
– for selve anråbet til Gud, om at være forladt af Gud,
indeholder en spænding mellem gudsnærvær og gudsfravær.
Spekulativt, ja, men en nødvendig spekulation der har sit
afsæt i inkarnationen – og som derfor heller ikke kan betegnes
som en tom abstraktion. Det sidste er naturligvis en troens
påstand.
Perspektivet fra neden tager et mere håndfast udgangspunkt i de
evangeliske beretninger om Jesu liv, død og opstandelse.
Ræsonnementet er her at udforske, hvad de bibelske beretninger
udsiger om indholdet og betydningen af Jesu liv, død og
opstandelse. En metode, som jeg i anden sammenhæng har
betegnet som et forsøg på at udarbejde en narrativ forsoningslære.
Forsøget går så at sige ud på at gå bagom spekulation, og
evt. motivforskning, til en læsning af teksten med det enkle
spørgsmål: Hvorfor skulle han dø? Et spørgsmål som ikke kan
stå alene, men som også hænger sammen med spørgsmål som:
Hvem var han?, hvad gjorde han?, hvordan forstod han sig selv?,
og hvordan forstod andre ham? At bringe Jesus på formel er ikke
muligt, men lad mig her nævne nogle af de stikord, som kommer
en i hu, når man skal beskrive Jesu gøren og laden: forkynder,
samfundsrevser, mirakelmager, provokatør, oprører, skriftlærd,
healer og leder.
Mere sammenhængende kan de forskellige stikord beskrives
med overskriften: Jesu forkyndelse af Gudsrigets komme. Jesu
tale og handlinger tolkes her som strikt eskatologiske. Med Jesus
er Guds Rige kommet, om end det endnu ikke er fuldendt. Jesu
budskab er et konfronterende budskab, som det ikke er muligt
at forholde sig passivt endsige afventende til. Enten tiltrækkes
eller frastødes man (eller måske begge dele), men man lades
under ingen omstændigheder kold. Det er et budskab, som fordrer
afgørelse. Det er et budskab, som vender op og ned på de
eksisterende regler og normer, både politisk, religiøst og samfundsmæssigt.
Det er et budskab af en anden verden. Ikke blot
skal du “elske din næste som dig selv” (Matt 22,39), men du skal
45