PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

50
“kun” på biskoppens vegne har tilsyn med sognemedhjælperens
forkyndelse. Sognemedhjælpere og sognepræst har hver deres
arbejdsgiver. De arbejder for så vidt parallelt – og så alligevel
ikke. I de fleste tilfælde går det godt, men det uafklarede forhold
mellem de to “personalegrupper” giver desværre mulighed for
kompetencestridigheder.
Hvordan IK foregår rundt om i landet
Mange foretrækker korte undervisningsperioder. Mens almindelig
konfirmationsforberedelse har et minimumstal for undervisningens
omfang på 48 lektioner og et maksimumstal på 56 lektioner,
har IK kun et maksimumstal: 40 lektioner. Det er altså
muligt at nøjes med færre end 40. Det er nok mest af hensyn til
præsternes arbejdsbyrde, at der ikke er et minimumstal.
Den teologiske profil for undervisningen afhænger naturligvis af
præstens og sognets kirkelige ståsted. Hvad det bibelske indhold
angår, lægges der størst vægt på Det Nye Testamente. Kun skabelsesfortællingerne
fra Det Gamle Testamente bliver brugt flittigt.
Inden for Det Nye Testamente er det Jesu fødsel og barndom,
hans lignelser og hans lidelseshistorie (topscoreren!), der
fylder mest. (Jesu undere træder lidt mere tilbage). Advent, jul
og påske er på samme måde de dele af kirkeåret, der er mest
fokus på i undervisningen. Pinsefortællingen bruges af en mindre
del, mens kun en af de adspurgte nævner aposteltiden og
Paulus´ liv som emner. Negativt sagt er Det Gamle Testamente
åbenbart kun en slags skabelsesteologisk horisont for Det Nye
Testamente. (Overlades resten af Det Gamle Testamente mon
til skolen, der traditionelt har brugt stor energi på netop denne
del af biblen?).
Kirkeligt set har IK givet bonus. Den har givet større velvilje
over for folkekirken, både hos børn og forældre, og større fortrolighed
med kirken, dens funktioner og medarbejdere. Til gengæld
kan man ikke pege på øget kirkegang eller markant større
paratviden hos de små konfirmander. I stedet har de fået det, der
var formålet med det alt sammen: fortrolighed med tro og kirke
(anordningens § 1). De har fået en god fornemmelse, ikke kun
for kirkens rum, funktioner og personale, men også for det, kirken
står for: det glædelige budskab. Det er et budskab for dem.
De føler sig som “børn af huset”.
Pædagogisk set har IK betydet en markant udvikling af en
undervisning, der tilgodeser “mange forskellige intelligenser”.
Præsterne og deres medhjælpere har i det hele taget været nødt
til at gennemtænke forberedelsen grundigt, da der er så få anvisninger
og traditioner på området: overvejelser over mål og midler,
planlægning, evaluering, videreudvikling. I 2001 var der to
store undervisningsmaterialer: Vi kommer til din kirke og Skibet
er ladet med. Da de adspurgte både skulle svare på, hvad de
benyttede “før”, og hvad de benyttede “nu”, viser det sig, at det
mere praksisbetonede Skibet er ladet med har vundet frem.
Gudstjeneste, andagt og ritualer, herunder sang, fylder meget i
undervisningen, fortæller rapporten. Fortælling bruges flittigt,
selv om nogle foretrækker oplæsning. Kirkerummet synes at blive
anvendt stadig mere som undervisningssted.
Fremtidige udviklingsmuligheder
I min statusrapport formulerede jeg en række forslag til fremtiden
for IK: præsternes indbyrdes videregivelse af erfaringer og
ideer, konkret samarbejde mellem præster, mere forældresamarbejde,
fortsat ansættelse af sognemedhjælpere og/eller inddragelse
af frivillige medarbejdere, og brug af organister eller andre
musikmennesker i forberedelsen. De samme anbefalinger kan
gentages den dag i dag.