PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

36
DA TIDSÅNDEN KOM TIL LØGUMKLOSTER MED FIRETOGET
Om Bibelens forhold til litteratur, kultur og folk (herunder præster)
Af lektor Benny Grey Schuster
Når jeg skal skrive om et emne,
der både afspejler egne interesser
og kan bidrage til at give et billede
af Præstehøjskolens virksomhed
i den periode, hvor jeg har
været ansat, vil jeg gribe helt tilbage
til min udnævnelse. Den
afstedkom, at jeg opnåede langt
mere end de sølle 15 minutters
berømmelse, Andy Warhol engang
forudsagde for enhver af os
i mediesamfundet, for flytningen
til Løgumkloster befordrede, at
jeg blev bærer af selveste Tidsånden.
Hegel mente som bekendt
at have set dette gespenst inkarneret, da Napoleon red
forbi hans vinduer en dag i 1806; og i mit tilfælde indtraf metamorfosen
nogle få måneder efter min ansættelse, mens jeg rejste
på 2. klasse med DSB og stirrede ud af ruden undervejs til
Sønderjylland.
Inspirationen fra Frye
Inden jeg kommer til det magiske øjeblik, vil jeg – for at bevare
spændingen lidt – indskyde lidt baggrundsinformation til belysning
af, hvorfor i alverden Tidsånden valgte mig. I slutningen af
80’erne var jeg præst i Canada, og umiddelbart efter min hjemkomst
derfra havde jeg skrevet nogle artikler, der skulle afspejle
den måde at arbejde på tværs med bibelske tekster, som jeg
havde erfaret at have haft mest glæde af i arbejdet med prædikener
og foredrag. I mangel af bedre kaldte jeg det for “homiletiske
læsninger”, og dem offentliggjorde Præsteforeningens Blad
i 1992.
På næsten samme tid udkom professor Kirsten Nielsens bog
Satan – den fortabte søn?, hvori hun bl.a. slog til lyd for et begreb
om intertekstualitet, og uden på nogen måde at tage hendes bog
til indtægt som en legitimering af min form for fortolkning, forekom
den mig lidt af et vendepunkt inden for dansk eksegese. I
bakspejlet synes jeg stadig, Nielsens bog holder som en forårsbebuder
af den sværm af spændende og anderledes fageksegetiske
bøger, der op gennem 90’erne blomstrede frem.
Så meget havde jeg dog til fælles med Nielsen, at vi begge i
årtiet forud havde læst Northrop Frye. Som noget af det første
efter min ansættelse i vinteren 1991-92 som adjunkt ved Det
teologiske Fakultet i Århus havde jeg afholdt en øvelse for en
håndfuld ihærdige studerende, der sammen med mig stred sig
igennem Fryes litteraturkritiske hovedværk fra 1957, Anatomy of
Criticism. I den bog foretager Frye et opgør med nykritikken, der
på daværende tidspunkt i efterkrigstiden var den nærmest enerådende
metode blandt akademikere og litterater, og som i sin
fokusering på at analysere den enkelte tekst havde haft en tendens
til at isolere kunstværket fra bl.a. dets historiske og genremæssige
kontekst. Helt konkret polemiserede Frye herimod
med påstanden om, at man gjorde sig til en slags funktionel litterær
analfabet, hvis man i omgangen med Vesterlandets store
litteratur så bort fra dens bibelske baggrund. Det synspunkt fik
mange år senere lov til at udfolde sig i endnu et hovedværk fra
Fryes hånd, bogen om Bibelen og litteraturen med den sigende
titel hentet fra et digt af William Blake, The Great Code (1982,
dansk oversættelse: Den store kode, 1992).
Alfa og omega-kursets tilblivelse
Det var med den interesse i bagagen, jeg sad i toget på vej til et
møde med min rektor, hvor jeg skulle komme med forslag til
fremtidige kurser, og mens jeg tumlede med ideer til, hvilke forfatterskaber
man ville kunne arbejde med for at “dokumentere”
Fryes påstand, slog der pludselig en ubehagelig “bjælken-i-diteget-øje”-tanke
ned i mig. Inden man gav sig til at bebrejde
andre deres manglende blik for den bagvedliggende bibelske arv
i moderne digte, romaner og dramatik, og inden man kastede sig
ud i at undersøge litteraturens genbrug af Bibelens billedsprog,