Download PDF - Finansforbundet

Desværre skulle det blive så som så med oprydningen i banken.
IOR havde over flere årtier fået en virksomhedskultur,
hvor banken fungerede som skattely for Italiens rige og indflydelsesrige,
herunder mafiaen. Banken havde masser af
hemmelige konti, hvor sorte penge blev gemt af vejen. Der
var kort sagt mange interesser i, at oprydningen i banken
ikke blev for grundig.
en landmine midt i banken
Hvornår det blev klart for Caloia, at råddenskaben var mere,
end han kunne magte, er uklart. Men den 4. oktober 1993
blev dagen, han måtte konfrontere bankens dunkle forhold.
Ifølge referater fra whistlebloweren i Vatikanet ringede statsanklageren
fra Milano med følgende besked: ”Signor Caloia, vi
har nogle problemer i forhold til IOR’s forbindelser til Enimont“,
lød det fra statsanklageren.
Enimont var på daværende tidspunkt centrum i Italiens
største korruptionsskandale. Den havde ført til, at flere dommere
var blevet likvideret, og Enimonts to hovedejere – to af
Italiens mest kendte forretningsfolk – havde begået selvmord.
Praktisk talt alle beslutningstagere på nationalt niveau var
blevet afsløret i at modtage bestikkelse.
Statsanklageren fortalte Caloia, at man havde sporet knap
en halv milliard af de statsobligationer, der var blevet brugt til
bestikkelse, til IOR.
For Caloia var det en landmine midt i hans bank.
Han lod anklageren fra Milano forstå, at han ville vende tilbage.
Han kontaktede straks Renato Dardozzi, som var pavens
observatør af IOR. Renato Dardozzi var en elektronikingeniør,
der som 52-årig blev præst og nu som 70-årig havde opnået
en betroet stilling i Vatikanet. Det stod hurtigt klart for Dardozzi,
at sagen var yderst alvorlig.
Dardozzi og Caloia kom frem til, at den bedste strategi var
stilhed. Og dertil brugte de Vatikanstatens særlige status som
uafhængig stat. De skrev til anklageren i Milano, at Vatikanet
nægtede at samarbejde, medmindre det foregik som to suveræne
stater, altså gennem de to landes udenrigstjenester.
et spin-arbejde over 10 år
Caloia havde undgået at træde på landminen, men i stedet for
at afmontere minen nægtede Caloia nu blot at tale om den.
Ifølge Vatikanets whistleblower var det på daværende tidspunkt,
at Caloia begyndte at dække over bankens uredelige
aktiviteter.
I stedet for en oprydning begyndte Dardozzi og Caloia nu
under den største diskretion at lægge en strategi, der skulle
sørge for, at når tiden var rigtig, kunne de lancere en version af
forløbet, der fik dem selv og Vatikanet til at fremstå bedst
muligt. Et spin-arbejde, der strakte sig over de næste 10 år.
I et stykke nøje udfærdiget propaganda udgav Caloia i
2003 en erindringsbog, Finanza Bianca – Hvide Finanser.
Bogen forklarede, hvordan en biskop i IOR, Donato de Bonis,
havde fortsat den korrupte adfærd bag om ryggen på Caloia
efter hans tiltrædelse i banken.
”Den reelle magt i Vatikanets bank forblev i hænderne på
Monsignor Donato de Bonis. Han havde forbindelser til alle,
der betød noget i Rom“, forklarede Caloia i sin erindringsbog.
Finanza Bianca skød med skarpt mod alle undtagen Caloia selv.
”Den tidligere italienske præsident så op til Donato De
Bonis, det samme gjorde finansmiljøet, aristokrater og kunstnere
som Sophia Loren. Det forklarer, hvorfor banken lod folk,
der stod over for at blive retsforfulgt, have en konto i banken.
Det eneste, det krævede, var et vink med hånden fra Monsignor,
og en hemmelig konto blev åbnet“, skrev Caloia, der ikke
forsømte at beskrive sin egen heltemodige indsats over for
skurken, Donato de Bonis. Han fik biskoppen fyret – og så var
alt vel i skønneste orden?
bruddet mellem Dardozzi og caloia ikke helt.
Præsten og rådgiveren Dardozzi vidste nemlig, hvordan banken
til stadighed kanaliserede millioner til de mest prominente
cirkler i Italien gennem hemmelige konti. Millioner, der blev
brugt til bestikkelse og afpresning. Og han brugte ivrigt IOR's
fotokopimaskine til at dokumentere alt, hvad der foregik.
De dokumenter brugte han uden at blinke med øjnene, da
det kom til et smerteligt brud mellem ham og Caloia. I 2003
var den snart 80-årige Dardozzi forurettet over, at Caloia ikke
ville give ham en kommission for hans hjælp i et ejendomssalg
af et større stykke af kirkens land uden for Firenze.
Dardozzi nåede inden sin død i 2003 at videregive dokumenterne
til en undersøgende journalist, Gianluigi Nuzzi. Det
førte til bogen Vaticano SpA (Vatikanet Aps), udgivet i august
i år. Bogen indeholdt Renato Dardozzis minutiøse gennemgang
af, hvordan IOR havde forsat med at hvidvaske penge og
skjult sig under diplomatisk immunitet. Dardozzi forsvarede
sin handling med, at han var utilfreds med, at der aldrig blev
sat en stopper for IOR’s illegale konti. Noget, han angiveligt
havde gjort opmærksom på over for Vatikanets juridiske
enhed.
Angelo Caloia havde kæmpet for at bevare Vatikanets gode
omdømme – ikke ved at rydde op, men ved at feje sager ind
under gulvtæppet. I omverdenens optik gjorde det ham til en
del af råddenskaben i IOR, og i oktober var oprydderen selv
blevet en belastning for Vatikanet. Il Banchiere de Dio forlod
banken i skam.n
(Kilder til denne artikel er bøgerne:"Vaticano SpA" af Gianluigi Nuzzi,
Chiarelettere, Milan, 2009 og ”Finanza bianca. La Chiesa, i soldi, il potere“
af Angelo Caloia og Giancarla Galli (Mondadori, Milan, 2004. samt artikler
i medierne La Republica, Rai, Radio 3 og Gruppo Editoriale L’Espresso).
Finans december 2009 37