havets rigDoM eN fjerN verdeNs peNge På den lille ø Rossel i Papua Ny Guinea har befolkningen gennem århundreder udviklet deres helt eget – og meget indviklede – betalingssystem: skalpenge. Umiddelbart er det meget forskelligt fra vores pengesystem – og så alligevel ikke Af Lone Nyhuus, freelancejournalist Hundetænder trukket på snor. Fjer, som er sat på ruller – eller grise. Så vidt forskellige former kan penge antage. Og jo længere væk fra vores bredde- og længegrader, jo mere afviger pengene fra vores kroner, euro og dollars. Tilsyneladende … Tag for eksempel skalpengene på den lille ø Rossel i Papua Ny Guinea. Pengene består af to typer af genstande fremstillet af muslingeskaller, og begge pengetyper forekommer i omkring tyve rangklasser fra almindelige skaller af lav værdi i bunden til sjældne og meget værdifulde øverst i systemet. Pengene kan anvendes i en lang række betalinger, f. eks. som brudepriser og udvekslinger efter dødsfald og videre ved svinefester og betalinger for kanoer, huse, afgrøder og visse arbejdsydelser. Tidligere blev de også brugt til at betale for kannibalofre og prostituerede. Fra 1971-1990 har den danske antropolog John Liep gentagne gange besøgt Rossel. I alt er det blevet til 25 måneders studieophold. Opholdene har resulteret i adskillige internationale artikler om fænomenet skalpenge, og i september måned forsvarede han sin doktorgrad om emnet – og udgav samtidig det digre værk, ’A Papuan Plutocracy – Ranked Exchange on Rossel Island’. ”Der er forskellige former for penge i forskellige samfund. Og når vi antropologer skal sige noget om primitive penge, det, som man nu med et mere politisk korrekt udtryk kalder indfødte penge, er opfattelsen ofte, at penge, det er noget, man bruger til at sælge og købe varer med. Men sådan behøver det ikke kun at være“, siger John Liep, og med et lån fra en antropologkollega, amerikaneren George Dalton, konstaterer han: ”Money is what money does!“. ejerens position Ligesom i vores samfund viser skalpengene på Rossel, hvilken position ejeren af pengene har i samfundet. 38 Finans december 2009 ”Selvom Rossel-samfundet i sig selv ikke har en opdeling a la ’adelige, borgere og slaver’, så er der en tendens til, at skaller af høj rang kan blive arvet“, siger John Liep og fortsætter: ”Men skallerne er ikke til nogen nytte for én, hvis man ikke er om sig. Man skal forstå at udnytte skallerne. Til at hjælpe sin familie og til at knytte kontakter rundt omkring“. Skalpengene kan nemlig lånes og lånes ud. Hvis man for eksempel er en ung mand, der ønsker at blive gift, vil den kommende bruds familie gerne have et bevis for, hvor magtfuld og stærk den unge mand er. Han begynder med at låne en stor og/eller vigtig skal, og med den i hånden går han videre til ejeren af en endnu stærkere skal. Med den første skal som sikkerhed kan han så låne skal nr. 2 – og så videre. På den måde kan den unge mand via ældre slægtninge og med ’big men’ som sponsorer efterhånden få lånt sig frem til at fremvise store værdier. John Liep konstaterer: ”Evnen til at udnytte pengene er med til at cementere samfundets vældige magtforskelle“. Den oprindelige udsmykning Ligesom vores ordner og priser – tænk for eksempel på Nobelprisen – tilføres skalpengene også en rituel værdi. For eksempel er de mest værdifulde af skalpengene de penge, som ifølge overleveringen er givet af guderne. De næstmest værdifulde er dem, som har været ejet af de mest magtfulde mænd. Pengenes rituelle værdi gør, at det giver mening at pryde sig med sine mest værdifulde penge. Det samme sker, når vi i vores samfund oplever højtstående samfundsborgere føre sig frem med ordener og medaljer på brystet – det viser, hvor meget dette menneske er værdsat. Og i begge samfund kan vi opleve fornemme borgere ligge ’lit de parade’ med deres mest værdifulde skatte på brystet. ”Det viser, at penge oprindeligt begyndte som smykker. Prydelser og skatte, som vi brugte til at pynte os med. Efterhånden begyndte man at bruge det til betalinger. Og siden erstatninger for et liv, man har taget, og betaling for en god brud“. Pengenes hemmeligheder På Rossel findes der ikke nogen manual for, hvordan man skal vurdere eller taksere pengene. Derfor er det forbundet med stor magt at vide noget om pengene. ”Det er nogle meget få gamle mænd, ’big men’, der gennem et helt liv systematisk har skaffet sig viden om det. De har en væsentlig kontrol over pengene og deres udveksling“, siger John Liep, der fortæller, hvordan de informanter, han skaffede sig – yngre mænd, der kunne lidt engelsk – var dybt taknemmelige for at få lov til at oversætte for ham. ”Vi gik rundt og forsøgte at være med til alle de der fester – grisefester, brudefester, dødsfester – og hver gang måtte vi hen til en af disse gamle mænd. De sad bag et spind af specialviden og bag en tåge af betel. Det måtte de tygge for at klare alle de der indviklede transaktioner. Mine informanter var så glade: Endelig kunne de få noget at vide om, hvordan pengene fungerer“, siger John Liep, før han konkluderer: ”Gennem mine spørgsmål fik de viden om den magt, som gennemstrømmer deres samfund. Ligesom hos os er pengene på Rossel nemlig medier for magt – og for ulighed“. n ’A Papuan Plutocracy – Ranked Exchange on Rossel Island’ af John Liep. Aarhus Universitetsforlag. DKK 498,00 (inkl. 25 % moms) 376 s., 2009 ISBN 978 87 7934 446 4
1 2 1 En Koopó-skal og to ndap-skaller bliver her vist frem som en del af den rituelle betaling for en gris. Et vidne bekræfter betalingen ved at røre ved skallerne 2 John Liep er her fotograferet under en registrering af en dødsfest tilbage i 1972. John Liep fortæller, at han blev tilbudt stedets eneste stol, og at det var en af de indfødte, som senere foreslog, at hans billede skulle tages 3 Den gamle mand Mgwimiaya ligger lit de parade hyllet ind i et lagen. På den døde krop er lagt en række af hans mest værdifulde ndap-skaller 4 På øen Rossel i Papua Ny Guinea er pengene lavet af muslingeskaller og inddelt i tyve rangklasser. 3 4 Finans december 2009 39
Change language