Noter fra en Natbog

hele vejen et chok, og jeg for sammen og gav i forskrækkelse
slip på rebet til kassen med tagsten, som
må have viklet sig om min fod, for sekundet efter blev
jeg trukket ned af taget. Desværre med hovedet først
og jeg ramte fliserne, og mere kan jeg ikke huske.
Manden i den gule bil er der ingen, der har set siden.
Jeg sidder stiv og kold på den umagelige stol og
lytter til hans besværlige åndedræt. Jeg fornemmer, at
han er blevet træt af at hviske. Der er egentlig heller
ikke mere at sige. Jeg sidder lidt i tavshed, så klapper
jeg hans hånd, og kommer lige i det samme til at tænke
på, at han ikke kan mærke den.
Brat rejser jeg mig, vinker tavst til nordmanden og
forlader skyndsomst stedet, mens et „god bedring“ bliver
stikkende i min hals. Min raske hals.
142