Noter fra en Natbog

Klokken lidt i tolv var vinen, som vi i starten havde
stået og nippet til, og som vi nu var begyndt at småbælle,
begyndt at gøre sin virkning. Den pinlige tavshed
var gradvist blevet afløst af en svag summen af
stemmer. Selv Kathrine sendte mig efter min indiskretion
noget, der kunne ligne antydningen af et smil. Jon
gav partiet som Simon Spies til moro for Hot Lips,
som iskolde Lis – Kathrines chef i Social- og Velfærdssektionen
– var blevet døbt. Hun lo sgu. Hot Lips lo.
Og så ringede telefonen! „W„’s sekretær snappede
den som en hugorm. Der blev helt stille i kontoret, og
vi kiggede alle sammen over på hende. Hun lyttede
afventende, og så fik hun pludselig dette underlige,
næsten uforklarligt stive udtryk i øjnene. Efter et kort
øjeblik rakte hun røret til „W“, som lyttede og fik det
samme stive udtryk. Hvorefter han hurtigt lagde telefonen,
klappede i hænderne og meddelte, at receptionen
var aflyst. Brinck var blevet syg.
– Tak for nu, råbte han til forsamlingen, som summende
og i god orden forlod hans kontor.
* * *
Klokken kvart over ti selv samme morgen havde en
mand iført elefanthue indfundet sig i en bankfilial på
Gammel Kongevej ikke så langt fra hjørnet af Bülowsvej.
Med en pistol havde han truet kassereren til at
udlevere, hvad der var i kassen, og efter at have stoppet
pengene i en medbragt lædermappe, var han stukket
i løb ud til fortovet, sprunget på en medbragt cykel
og racet af sted. Alt hvad remmer og tøj kunne holde
ned ad Gammel Kongevej i retning mod den indre by.
To mandlige kunder, som havde overværet dramaet,
101