Noter fra en Natbog

andre opgaver, var helt naturligt kørt hjælpeløst fast i
konstruktioner om stiltiende procesfuldmagter og alskens
gebrækkeligheder, og selv om de nu havde fået
en time mere, var de sikkert mentalt udmattede og
havde mistet gnisten. Det var ikke retfærdigt. Vi andre
fik jo også en time mere. Men det er der jo ikke noget,
der er, retfærdigt altså, og slet ikke en eksamen i jura.
Naturligvis ikke.
Vi gled ud af eksamenslokalet på slaget et. Lettelsen
stod malet i ansigterne på nogle, andre var endnu blegere
end ved ankomsten fem timer før. De tunge bryster
havde masser af farve i kinderne.
– Hvad med at gå ud i aften og fejre, at det her er
overstået, sagde jeg en passant i døren. – Det kunne da
være rigtig hyggeligt, sagde hun smilende og så mig ind
i øjnene.
Vi fulgtes ad udenfor, standsede et øjeblik på hovedtrappen
og missede mod en forsagt stribe vinterlys, der
forsøgsvis havde vovet sig gennem jura- og januardis.
Hun vendte sig om, og jeg sagde lidt studentikost:
– Vidste du, at Madsen og Andersen er én og
samme person? Og hun kastede nakken tilbage, slog
en høj latter op, og viste sine hvide tænder. Og da hun
så på mig igen med et muntert glimt i øjet, var det jeg
stjal mig til at kysse hende.
72