Noter fra en Natbog

nansielt fulgte der jo forhåbentligt også en del med
det, tænkte vel Peitersen, og jeg kunne se, at han efter
nogen tid, og efterhånden som chokket kom lidt på
afstand, rankede sig lidt igen. Han lod sig egentlig ikke
mærke med de forandringer, han havde måttet stå
igennem. Når alt kom til alt var det dog en mand, han
beundrede, som han havde givet stafetten videre til.
Og så en dag på vej hjem, gjorde han holdt ved min
dør, og stod lidt og tøvede dér og kom ikke videre. Om
ikke jeg havde lyst til en øl, nej, ikke her, rundt om
hjørnet. Han havde bare brug for at sludre lidt, komme
væk fra det hele. Vi gik over på den lokale, og Peitersen
satte sig tungt og bestilte to store fadøl og lettede
sit hjerte. Stritøre havde bag hans ryg intrigeret gennem
nogen tid uden at afsløre noget for Peitersen.
Egentlig måtte han ikke fortælle mig alt dette, men da
han kendte min diskretion, stolede han på, at det ikke
kom videre, og trods alt stod jeg som jurist og konsulent
alligevel uden for alt det der.
– Bare jeg også var det, sukkede Peitersen, og så
kom det. Ledelsen havde indvilget i Stritøres plan,
hvilket indebar, at der fremover kun skulle være én
international partner i skatteafdelingen: Stritøre, selvfølgelig,
hvem ellers? Peitersen var med andre ord råt
og brutalt blevet degraderet til almindelig lønslave,
godt nok med en slags status som partner, men det
„internationale“, det der virkeligt betød noget, og
havde gjort en lille mand stor, var nu taget fra ham.
Når revisorerne om aftenen krabbede alene hjemad
med deres fedtede mapper, som regel lidt dårligt
klædte og permanent skrutryggede af computertasker
114