Noter fra en Natbog

dele af den svenske stålindustri og ikke mindst kuglelejefremstillingen,
som svenskerne var blevet så berømte
for over hele jordkloden. Carl Eric var en ung,
dynamisk levemand, som havde fået en grundig ingeniøruddannelse,
inden han afslutningsvis foretog en
jordomrejse, hvilket i de dage ikke var almindeligt for
unge mennesker.
Meget af hans rejse foregik med tog. Han var dameven,
og for ham var der ikke noget mere erotisk
end at møde fremmede kvinder i et tog. Han havde til
det brug fået monteret en lille sikkerhedslænke på sit
dyre armbåndsur, og når han i toget havde udset sig en
kvinde, der faldt i hans smag, løsnede han diskret urremmen,
så uret hang og daskede i lænken, således at
det umiddelbart så ud, som om uret var ved at falde af.
Det var på denne måde kvinderne, der tog det første
initiativ til kontakt. Carl Eric gjorde resten.
En af kvinderne i et af togene var danske Eva. Og
Carl Eric og Eva blev gift og slog sig efter Carl Erics
fars død ned i Danmark. De købte det største hus på
vejen, og mine forældre var tit til store fester i villaen,
som Carl Eric havde bekostet en formue på at sætte i
stand.
Det var lidt af en begivenhed, da han i halvtredserne
dukkede op i landet. Der var brug for nye investeringer,
pressen kom og interviewede. Carl Eric udbredte
sig om planerne og bilfabrikken, og jeg var med
og se den nede på Midtsjælland og fik også lov til at
sidde med og prøvekøre en af de gokarts, som Carl
Eric som et rent biprodukt havde sat i produktion.
Carl Eric og Eva var livskunstnere, forklarede min far,
og dem kunne man ikke dømme og måle efter de
163