Noter fra en Natbog

tal. En nervepirrende begivenhed, hvor rektor med
opskruet patos uddelte bøgerne efter alfabetisk orden.
Hvilket med mit navns begyndelsesbogstav som regel
bibragte en tidlig skarp smerte. Klassens gennemsnit
og klassens laveste snit stod anført i hver eneste bog til
skræk og advarsel. Til min lettelse var det laveste snit
ikke identisk med mit. Det tilhørte kronisk Holger.
Lasse delte overhovedet ikke vores bekymringer. Han
lå uden for konkurrence både i skolen og siden hen på
universitetet.
Efter mange års uafbrudt slid, utallige ministernotater,
hvis skæbne nu er, at de fleste formentligt ligger
bortgemt i støvede, ministerielle arkiver – hvis de da
ikke er brændt efter edb-alderens indtræden – og efter
års dyb bekymring over, om det nu også ville lykkes,
kronedes hans bestræbelser med den ultimative udnævnelse:
Han blev omsider topembedsmand.
Vi mødtes efter karrierestarten nogle gange til middage,
og da han hørte om min vankelmodige gang
gennem forskellige ministerier og styrelser med stadigt
kortere interval, advarede han mig med den for ham
så velkendte kloge stilfærdighed.: Nu måtte jeg til at
passe på, at jeg ikke endte som flakke.
Jeg endte som flakke, mens han blev på posten.
Han var „stayeren“, og jeg var „sprinteren“. Jeg tog i
få korte, vanvittige øjeblikke i ekstase den gule førertrøje
på, men som haren lagde jeg mig i grøftekanten
og faldt i søvn, efter at skildpadden var løbet agterud.
Mens skildpadden sejt, roligt, langsommere, men uden
sidespring og uden distraktion, vandt løbet.
Hver eneste dag i de år vi gik i samme klasse kom
han stille og roligt ind i klasseværelset om morgenen,
24