Noter fra en Natbog

og jeg vidste, at han vidste, var grundigt varm på ham.
Den uden for enhver konkurrence flotteste pige i klassen.
Store tunge bryster, et regelmæssigt ansigt omkranset
af langt lyst hår. Smidig talje. Lidt hæs stemme.
Og så dette ukomplicerede væsen. Egentlig var hun
vel nærmest lidt halvdum, hvilket i alt fald jeg – måske
nok lidt ungdommeligt forenklet – anså som en decideret
fordel. I den sammenhæng. Det var – måtte –
også for ham da være den ultimative katalysator. Var
det i hvert fald for mig i drømme. Dagdrømmene inklusive.
Men Marion ...
De blev gift kort efter, at vi fik huen på. Ørneungen og
Spurven.
Jeg besøgte dem ofte i studieårene og holdt ikke op
med at undre mig over, hvad det mon var, han fandt
behag i.
Og så alligevel. Langsomt gik det op for mig, at det
var det ufarlige, der tiltrak ham. Hun var den rustne
mønt, de forbipasserende havde ladet ligge, og som
han samlede op. Som ingen andre havde fundet det
værd at bukke sig efter. Men i hans verden var hun
værdifuld. Han kunne se noget andet under det uattraktive
lag. Hun fordrede ikke mere, end hun kunne
give rent fysisk. Og accepterede til gengæld hos ham
det, han hadede mest hos sig selv. Hans krop. Det var
risikoløst. Veksel-forretningen gik op.
Og mens han var den lidt upraktiske drømmer, var
hun til gengæld den ærgerrige praktiker, der fik dagligdagen
og hverdagslivet til at glide. Selvangivelsen
afleveret til tiden, regningerne betalt, børnene indskrevet
i børnehave, efterhånden som det umulige skete,
46