Noter fra en Natbog

et til ro igen og genoptog sine vante rulninger. Ind
gennem koøjet faldt det første rosa morgenlys. Jeg
bøjede mig frem og så ud. Himlen var klar og skyfri
efter stormen, der nu langsomt var ved at løje af. Efterdønningerne
gjorde, at skibet i lang tid, formentligt
under hele resten af turen, skulle hugge sig vej igennem
meterhøje bølger, i konstant vuggende uro. Det
var tidlig morgen, og endnu en stund havde jeg skibet
helt for mig selv.
Morgensolen kastede et brandrødt stormlys over
de voldsomme søer, som stædigt og uophørligt i tilbagevendende
rytme kastede skum mod min side af skibet
og oversprøjtede panoramavinduet fra øverste
sprosse og ned, så de fine vandspor i konstant forandring
flimrede som døende ål ned over det let tågede,
dobbelte glas. Jeg gik til restauranten for at spise morgenmad.
En pæn ældre, hvidhåret mand i sportsjakke rejste sig
næsten øjeblikkeligt fra sin plads i den fjerne ende af
restauranten og skråede over til mit bord. Han præsenterede
sig som hr. Adonai, undskyldte sin påtrængenhed,
men altså, han havde ikke kunnet undgå at se
allerede aftenen før, hvad det var, jeg havde siddet og
læst i. Det interesserede ham. Han havde kendt Kim
Philby. Det viste sig, at de var løbet på hinanden et
sted i Mellemøsten.
Til min forundring og delvise utilfredshed satte han
sig nu helt uopfordret ved mit bord og fortalte for en
stund ivrigt løs om mødet med Kim Philby. Mistanken
mod spionen var der allerede på det tidspunkt.
Der var noget ved ham, der gjorde mig vagtsom.
Manden fortsatte med at fortælle løst og fast om for-
146