Noter fra en Natbog

kunne endda selv rulle cigaretterne igen. Og guitaren
var kommet ind og stod i sygeværelsets hjørne.
Hun fortalte så, med røde, indignerede pletter på
kinderne, hvordan han havde spillet for hende og lokket
hende over til sig, hvor han, mens hun havde siddet
helt ovre ved sengen med lukkede øjne og drømmende
lyttet til tonerne fra hans ekvilibristiske legen med
strengene, pludseligt havde mærket hans hånd lukke
sig om hendes ene – og må man medgive til Fritz’
ubetingede forsvar – satans fristende bryst.
I raseri havde hun taget flugten. I skyndingen havde
hun alligevel nået at tage blomsterne med tilbage.
Dem forærede vi vores vikar i latin, frøken Thorupgaard,
som alligevel skulle holde op.
– Næh, hvor er de dog smukke, sagde hun og sendte
klassen et usikkert smil. Nogen succes havde hendes
gæsteoptræden langt fra været.
Fritz fik sin studentereksamen i august, samme år som
vi andre. Med et tårnhøjt gennemsnit selv om han på
grund af fravær måtte op i fuldt pensum.
Vi var en 6-7 stykker fra klassen, der tog op til
sanatoriet i Hornbæk, hvor han nu var indlagt, for at
sige tillykke. Vi sad i hans lille værelse med hver sin øl.
Han sad i rullestolen med huen på hovedet og den
hjemmerullede smøg i den store flab. Vi rev vittigheder
af os, grinede lidt anstrengt og kørte så i tavshed
tilbage til byen.
Siden hørte jeg kun lidt til, hvad der var sket med ham.
Hans liv tog helt andre veje end mit.
Det ville være sket under alle omstændigheder.
35