Med de store fortællingers så berømte død, døde romanen - Aarhus ...

Inter-
tekstualitet
Drejningen i Svend Åge Madsens forfatterskab, inddragelsen af forskellige
genrer og henvisninger til litteraturhistorien, er en tendens, som ofte ses
som en af de markante detaljer i forsøget på at adskille en postmoderne stil
fra en moderne. Det fremhæves ofte, hvordan Umberto Eco i sit efterskrift
til Rosens Navn fremstiller netop dette litterære kludetæppe som
kendetegnende for den postmoderne litteratur:
"Og han mener, at det postmoderne i denne litteratur består i, at deres
forfattere ikke længere forsøger at skabe nye sproglige udtryksformer. Vi
lever i en situation, hvor der ikke længere findes noget nyt at tænke eller
sige. Vi kan ikke længere gøre fremskridt i tænken eller æstetiske
udtryksformer. Alt er allerede tænkt og sagt, og den som vil skrive kan kun
efter egen smag genaktualisere alle de gamle udtryksformer uden at lade sig
begrænse af en vilje til at endnu en gang være moderne. Alt står til rådighed,
alt er tilladt, men noget nyt kan man ikke opfinde. Den som skriver i dag
skriver nødvendigvis ved hele tiden at tale med andres sprog, så han kan
lige så godt gøre det medvidende. Hans tekst henviser blot til andre tekster,
ikke til nogen virkelighed eller til en ny indre verden, som han vil skabe.
Den nye tekst bliver et kludetæppe af implicitte eller eksplicitte citater, som
uden systematik og uden respekt for en stil eller epoke kombineres". 9
I denne behandling ses en vis påvirkning fra begrebet intertekstualitet, og
netop intertekstualitet beskriver Ulrich Broich i sin behandling
Intertextuality 10 som typisk for definitionen af postmodernismen. For ham
synes intertekstualitet og postmodernisme næsten at være blevet
synonymer, på trods af at det er et fænomen, der findes i litteraturen til alle
tider.
Intertekstualitet, der først blev fremført som begreb af Julia Kristeva i
1967, betyder med Bachtins ord, at kunstneren ikke kan gøre brug af noget
ord, der ikke allerede er befængt af de hverdagens og poetiske kontekster,
som vi har mødt dem i. Teksten kommer altså til at virke - med en Barthesterm
- som et echo chamber, eller med en Kristeva-term som en mosaic of
quotations 11 .
9
Callewaert, Staf: Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. s.13.
10
Broich, Ulrich: Intertextuality i Bertens, Hans og Fokkema, Douwe (red.): International
postmodernism. Theory and literary practice.
11
"Every text is constructed as a mosaic of quotations, every text is an absorption and a transformation of
another text [..] the language of poetry has to be read, at the least, as double" (Kristeva, her citeret fra
Broich, Ulrich: Intertextuality s. 250).
12