Med de store fortællingers så berømte død, døde romanen - Aarhus ...

Genrerne videnskabelig rapport, politirapport, politisk løbeseddel,
journalistiske artikler, brevene, bekendelserne, erindringerne,
dagbogsnotaterne og det lille input af pornografi er brugt citeret. De er
fremstillet, så det er en karakter inden for fiktionens handlingsunivers, der
er skribent.
De videnskabelige essays derimod og parablerne er fremstillet uden
mellemled fra Ato Varis side. De er fremstillet, som har han selv skrevet
dem og lagt dem ind som forklaringer af romanuniverset og
romanskriveriet mellem handlingsdelene.
Endelig er ridderroman, heltehistorie, spøgelseshistorie, gyser,
pastoral/idyl og romance brugt som fortælleformer i selve fortællingen og
virker som ubevidst kopieret sprogbrug fra Ato Varis side (appropriation).
Eksempelvis hentes der i beskrivelse af kærlighed tydelige stilistiske træk
fra triviallitteraturen, som har Ato Vari hentet sin eneste erfaring med
kærligheden fra denne genre. 4
Enkelte konkrete værker har på samme måde dannet forlag for Ato Varis
(og Svend Åge Madsens) skriven, hvorved Tugt og utugt i mellemtiden
fremstår tydeligt intertekstuel. 5 Der er tydelige tematiske henvisninger til
Fanus' gysernovelle Grøn te, Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde, H. C.
Andersens Skyggen og Poes Mordene i Rue Morgue. Afsnittene Livet på
øen og Afsløret, hvor der er tale om en genremæssig brug af pastorale/idyl
med en typisk tilbage-til-naturen-utopi, er, som bl.a. Anker Gemzøe viser i
sin afhandling om Svend Åge Madsens forfatterskab Metamorfoser i
Mellemtiden, en genskrivning af centrale dele af Mary Shelleys roman
Frankenstein.
Selve hovedhandlingen i romanen fremlægger sig ligeledes som hentet
ud fra en læsning af verdenslitteraturen. Hovedtrækkene i romanens
hovedhistorie, der er bundet op omkring karakteren Ludvig Alster, der
flygter fra Horsens Statsfængsel, hvor han har siddet uskyldigt dømt og
forberedt sig på sin hævn, justitsmordet, flugten, ja hele det hævnkomplot,
der strukturer romanen, og en mængde detaljer i den forbindelse er, som
store dele af forskningstraditionen på området har vist, skrevet over Greven
af Monte Christo.
Anker Gemzøe viser endvidere, hvordan karakterernes navne ofte
dækker over henvisninger til forfattere i den danske litteraturhistorie, og
4 Se for eksempel Tugt og utugt i mellemtiden - bind I s. 40 og 78. For nærmere analyse af brugen af de
enkelte genrer og henvisninger til, hvor de optræder, se afsnit 5.
5 Intertekstualitetsbegrebet defineres i en ikke-dialogisk form ofte til også at dække genreblandinger, men
i sin typiske dialogiske form bliver intertekstualiteten først og fremmest synlig, hvor den henviser til
konkrete værker i litteraturhistorien.
9