Med de store fortællingers så berømte død, døde romanen - Aarhus ...

Den litterære
institution
Sådanne kriterier kunne synes at åbne mulighed for den ideologiske
kritik, som Bloom ellers ønsker at undgå, for disse kriterier henviser
umiddelbart til idealer uden for litteraturen. Det er en fremhævelse af nogle
kvaliteter, der ikke er så neutrale, som Bloom gerne vil gøre sin Canon til.
Men i Blooms udlægning er det måske heller ikke så meget generelle krav
til kunsten, som det er kriterier, der er vokset ud af de enkelte værker i The
Canon. 99 Der sker altså i bearbejdningen et skred fra nogle rene
kunstneriske kræfter, som er interne i kanondannelsen, til nogle ydre
karakteristika ved værkerne, som giver os denne følelse af storhed, som
ligger ud over, at værkerne er givet som udødelige.
Bloom er selv opmærksom på denne fare, og derfor er en af de vigtigste
egenskaber ved den store litteratur, den æstetiske eminence, også givet ved
sin isolerethed. The Canon er sin egen mekanisme, den er autonom, og den
står frem for alt i modsætning til tænkningen. Var der ingen Canon, måtte
vi netop søge og udsøge via tænkningen, hvorved de æstetiske standarter
vil blive erstattet med f.eks. kønsspecifikke eller etnisk betingede, der så
ville være ideologisk kritisable. The Canon er således ikke bare ikkeideologisk,
den beskytter os også imod den ideologiske udvælgelse. 100
4.4.3 Kunsten og dens andet
Den generelle institutionsteori arbejder ikke med samme form for centrum
omkring Shakespeare, som Bloom gør, men i selve mekanismen,
ansvarligheden overfor kunsten som tradition, kan Bloom bidrage med
noget til billedet af institutionen, så vi ikke ender i Kjørups meget konkrete
institutionsteori som mål for ideologisk kritik. Begrebet kunst har en
99
Det minder om, John Chr. Jørgensens fremstilling af forskellige kritikskoler i forlængelse af forskellige
litterære perioder, jf. afsnit 4.4.1.
100
Bloom ligefrem angriber vægringen ved at læse kanoniserede værker, fordi det skulle være en
styrkelse af det elitære, og at man derimod skulle læse masselitteratur: "You must choose, for if you
believe that all value ascribed to poems or plays or novels and stories is only a mystification in the
service of the ruling class, then why should you read at all rather than go forth to serve the desperate
needs of the exploited classes ? The idea that you benefit the insulted and injured by reading someone of
their own origins rather than reading Shakespeare is one of the oddest illusions ever promoted by or in
our schools" (Bloom, Harold: The Western Canon. s. 522). Bloom slår her fast, at The Canon måske nok
ikke er ideologisk, men at han i hvert fald heller ikke ser sig selv som en del af 'the exploited classes'.
For Bloom kan The Canon netop ikke være en elitær mekanisme, fordi den lever i USA, der ikke har
haft en officiel high culture siden 1800-tallet. Så selvom man taler om finkultur i Frankrig og måske
Tyskland, som store litteraturlande - så kan Bloom ifølge ham selv som amerikaner ikke identificeres
med en high culture (ikke desto mindre må man sige, at han hører til de højt uddannede som professor i
engelsk fra Yale, og han derfor ikke undviger Bourdieus definitioner af den officielle smag som skabt af
den del af befolkningen med høj kapitalværdi). Blooms teorier må med andre ord siges at være et
eksempel på en teori om litterær kvalitet delvist præget af ekspertkonteksten.
62