Med de store fortællingers så berømte død, døde romanen - Aarhus ...

Nielsen:
Modernismens
åbenhed
Eco prøver igennem sin historiske gennemgang at udvide begrebet om
det åbne værk til et begreb, som kunsten til alle tider forholder sig til, men
som kommer til udtryk på forskellige måder. Og i denne gennemgang er
spørgsmålet om åbenhed ikke mindst aktuelt med den nyeste kunst.
I forlængelse af modernismens debat kommer åbenheden i en del af
debatten om postmodernismen til at handle om læserens medvirkning i
konstruktionen af viden. Hans-Jørgen Nielsen taler i 'Nielsen' og den hvide
Kritik:
Tugt og utugt i mellemtiden
"I denne mammutroman, inddelt
i fem bøger, som både hver for
sig og tilsammen danner et
sindrigt kinesisk æskesystem,
slår forfatteren alle hidtidige
rekorder i fremmedgørelse. Og
så er det endda et forsøg på
tilnærmelse. [..] Hvad forskere
og andre kloge engang kan få
ud af dette monstrum, er en sag
for sig. Væsentligere er det, at
budskaberne, og de er mange, i
dag ikke når ud til jævnt
godtfolk. Og hvor er så
hensigten". 20
verden (1968) om en åbning af kunsten, en
demokratisering i attituderelativismens navn.
Han ser denne nye åbning i
"demokratmodernismen i forbindelse med
værker, der kræver læserens aktive medvirken.
Hvor kunstneren før i tiden tegnede hele firmaet,
og overlod konsumenten en færdig vare, ser man
nu forsøg i demokratiets navn på at stille
konsument og kunstner lige. Kunstneren leverer
kun halvfabrikata, der åbner mulighed for
læserens egen udfoldelse". 21
Denne debat var imidlertid allerede blev åbnet
inden for den modernistiske abstrakte kunst. 22
Den danske billedhugger og kunstteoretiker Willy
Ørskov er med sin forståelse af skulpturen i
forsøg på at arbejde ud over værkets rammer (et kunstnerisk forsøg på at nå ud over værkets rammer og
inddrage beskuerens rum - ofte i forlængelse af en forførelse - i en forståelse i forlængelse af Wölfflins
komparative analyser af renæssancen og barokken) og moderne opfattelser af værkets flertydigheder, da
det i sin essens er åbent for en uendelig række mulige løsninger, der hver for sig giver værket nyt liv ved
at følge et perspektiv, en smag og en personlig udførelse (et uomgængeligt træk i selve værkessensen,
som kunsten må forholde sig til - dvs. i højere grad teoretiske overvejelser om oplevelsen/fortolkningen
af kunsten).
20 Bernhardsen, Chr.: Ulæselig. Anmeldelse af Tugt og utugt i mellemtiden i BT 12.10.1976.
21 Hans-Jørgen Nielsen: 'Nielsen' og den hvide verden s. 26.
22 allerede skal her ikke nødvendigvis ses som en tidslig markør. Men jeg anser diskussionen fra
modernismen som tidligere i logisk forstand end en lignende behandling inden for postmodernismen. I en
bearbejdning af Svend Åge Madsens genrebrug i Tugt og utugt i mellemtiden kan jeg konstatere, at denne
diskussion også allerede var startet omkring Madsens mere modernistiske del af forfatterskabet med for
eksempel Liget og lysten og Tilføjelser: "Størstedelen af Svend Åge Madsens romaner er tvetydige og
ubestemmelige og uden et egentligt indhold i gængs forstand. De har ikke et traditionelt handlings- og
bevidsthedsdeterminerende forløb, og de lader sig derfor vanskeligt læse og fortolke på et sådant
grundlag. For at forstå meningen med teksten må læseren opgive den almindelige, passivt monologiske
læsemåde for i stedet ved en aktiv læsning at skabe sig sin egen mening med den [..] Den åbne og
'ufuldendte' tekst fuldendes først, når læseren så at sige digter den færdig ved at læse den på en anden
måde. Tekstens sandhed er således ikke på forhånd givet, den er læserens individuelle sandhed; tekstens
sammenhæng eller helhed er summen af de mulige måder at læse den på. Teksten er et sted, hvor
mennesker eller meninger mødes i en åben dialog. Den lader sig ikke bringe på formel eller aftvinge et
entydigt budskab, men opløser tværtimod alle dogmer og absolutte påstande i en principielt set uendelig
forgrening af bevidsthed og virkelighed" (Sylvest, Ove: Det litterære karneval s. 47).
16