Oplevelser i naturen er milliarder værd ‘Naturturister’ lægger hvert år 10 mia. kroner i Danmark, men der er potentiale til endnu mere Af Lars Thorsen Omkring 15% af de samlede danske turistindtægter kommer fra besøgende som går efter oplevelser i naturen. I alt lægger disse turister i omegnen af 10 milliarder kroner hvert år i deres søgen efter naturoplevelser. Det viser tal fra turistorganisationen Visit- Denmark. Alligevel er der også masser af plads til forbedring. I de sidste 10 år er antallet af overnatninger herhjemme nemlig faldet med 12%. De fire turisttyper Hvis man vil have flere til at komme, bliver man først nødt til at se på hvem det er der kommer. Det har VisitDenmark gjort, og opdelt de turister der gerne bruger naturen i fire grupper. Gruppe 1 er dem der dyrker ‘det gode liv’ med fokus på golf, selvforkælelse og restaurantbesøg. Denne gruppe står årligt for 1,4 milliarder kroner af de næsten 10 milliarder, som naturoplevelsesturisterne lægger. Gruppe 2 er dem der søger naturens gratis glæder, ofte børnefamilier der cykler, bygger sandslotte og ser på frøer. Denne gruppe bruger 2 milliarder om året. Gruppe 3 er de mest aktive. De går op i surfing, kite-surfing, mountainbike og lignende. Det bruger de også 2 milliarder på. 38 De turister sombruger naturens gratis glæder og tøffer omkring i sommerlandet fremfor at tilbringe den meste tid ved vandekanten eller på golfbanen, bruger tilsammen omkring 2 mia. kroner om året. Foto: Colourbox Gruppe 4 er den største og består af dem der bruger naturen som en ramme for at slappe af i ro og mag ved vandet. De hoster hvert år om med omkring 4,3 mia. kroner. Sæt fokus på det lokale Og hvordan får man så lokket disse guldgåse ind til sin kommune? Her mener professor i oplevelsesøkonomi på Aalborg Universitet, Jens F. Jensen, at hvis vi skal vende turistskuden er det især den danske natur og alle de historiske fortællinger og lokale anekdoter som kan få turisterne til at dukke op. Han fortæller til Hedeselskabets tidsskrift Vækst at turister i dag gerne vil i kontakt med den lokale befolkning, og gerne vil lære lokale værdier og kultur at kende, og høre om de konkrete historier om det sted de befinder sig. ”Egentlig handler det bare om at fortælle disse historier. For mange udbydere af oplevelser er de lokale historier en selvfølge, og derfor er historierne ikke så interessante for dem. Det gør at de tænker mere på traditionelle turismetilbud som forlystelser og swimmingpools, mens det turisterne virkelig efterspørger, er kontakten med det givne sted.” Digitalt og lokalt Flere steder i landet er der ved at blive udviklet digitale værk- tøjer som netop kan formidle alle de lokale historier til turister, uden at det er nødvendigt at være klar med personguidede ture. ”Der findes allerede nu forsøg med nogle løsninger hvor der bruges mobiltelefoni, mp3afspillere og gps til at fortælle historier på konkrete geografiske steder. Lokaliseringen foregår eksempelvis ved hjælp af gps, og så kan man få mobiltelefonen til at afspille den mp3fil, der fortæller noget om det sted, man står og kigger på,” fortæller Jens F. Jensen til Vækst. Også hos VisitDenmark er man positive overfor de nye muligheder men understreger at den slags initiativer kræver store investeringer. En anden idé er at sørge for at gøre noget særligt ud af lokalområdets natur, fremfor bare at sælge pølser og softice og håbe på at udleje sommerhuse. Det mener Rasmus Johnsen der til dagligt løser konsulentopgaver inden for innovation og udvikling. Han nævner eksempelvis at området ved Vejlerne i Thy og Han Herred dyrkes ved at holde vandstanden på et bestemt niveau, hvilket fremmer trivslen af over 300 fuglearter. Kombineret med en god lokalplanlægning er området meget velbesøgt af blandt andet ornitologer. Spejdernes boost Det er ikke kun turisterne som det er en god idé at lokke til, da også foreninger og storarrangementer kan sætte gang i lokalområdet. Det kan området ved Kiplev i Sønderjylland skrive under på. Her afholdt Det Danske Spejderkorps sommerlejr i 2004 og skal gøre det igen i juli i år. Der skal eksempelvis indtages 315.000 skiver rugbrød og tæt på 20.000 liter mælk, og så bliver der også købt 35.000 rafter som de aktive drenge og piger skal bygge lystigt af. Derfor er turistchefen for Aabenraa Turistbureau også enormt glad for at spejderne har valgt at lægge deres sommerlejer Blå Sommer i området.: ”I første omgang er det jo positivt at de 20.000 spejdere giver omsætning i området. Men det er også interessant for os at der forventes at komme cirka lige så mange pårørende. Mange af dem kommer langvejs fra. De tager måske en overnatning og bruger næste dag i området,” siger turistchef Michael Hansen. ❏ KILDER Poul Erik Pedersen: Milliarder i grønne oplevelser. Vækst, 2/2009. Poul Erik Pedersen: Økonomien i en grøn oplevelse for livet. Vækst, 2/2009. Jesper Nybo Andersen: Om at forstå naturen, miljøet og klimaet. Vækst 2/09. Rasmus Johnsen: Naturens potentiale udnyttes ikke. Vækst, 2/2009. GRØNT MILJØ 5/2009
GRØNT MILJØ 5/2009 39