5 - Grønt Miljø

Fra et naturstensbrud i Shandong-provinsen, Kina, i 2008. Arbejderne bruger hjelm og maske som kinesisk
lovgivning foreskriver i bruddet. Foto: TR Granit.
CSR er ikke bare at fraskrive sig ansvar
Socialt ansvar, bl.a. i forbindelse med granitbrud i Kina, skal være reelt
Af Bente Mortensen
I
2007 blev 16 kommuner
hængt ud i pressen fordi de
importerede granit fra Kina.
Arbejdet i bruddet blev nemlig
gennemført arbejdsmiljømæssigt
uforsvarligt, så mange arbejdere
blev syge af støv og
dårlige arbejdsforhold.
Flere kommuner er siden begyndt
at stille krav om socialt
ansvar i udbudsmateriale baseret
på International Labour
Organsation, FN’s menneskerettigheder
og FN’s børnekonvention.
Socialt ansvar betegnes
også CSR (Corporate Social
Responsibility).
Ålborg og Odense er nogle
af de kommuner der har stillet
omfattende CSR-krav til både
entreprenører og leverandører
i forbindelse med udbud. Det
har medført en del forvirring
blandt dem som skulle byde på
opgaven, og har medført en
lang række spørgsmål til hvilke
konsekvenser det vil få: Hvad
kan man reelt stille af krav?
Hvem har i sidste ende ansvaret?
Hvordan skal man kontrollere
forholdene. Hvem har den
økonomiske byrde?
Der er eksempel på at entreprenører
ville få en bøde på
flere hundrede tusinde kroner
hvis de opstillede krav f.eks. at
56
anvende støvmaske i granitbruddet
ikke blev holdt. En
forseelse der herhjemme måske
ville udløse en påtale fra
Arbejdstilsynet.
Problemet er at de virksomheder
der gerne vil leve op til
kravene, men kan se hvad de
indebærer, tager forbehold
når de giver tilbud. De bliver
fravalgt. Andre firmaer der
måske ikke bekymrer sig om
kravene, får opgaven.
Mange krav, svage spor
Håndværksrådet og Dansk
Byggeri holdt 12. maj et møde
om socialt ansvar i udbud med
deltagelse af både bygherrer,
kommuner, leverandører, stat,
Statens og Kommunernes Indkøbsservie
A/S, Dansk Initiativ
for Etisk Handel og Danske Anlægsgartnere.
Formålet var at
finde fælles retningslinier for
CSR-krav i udbud.
Det er ikke de samme krav
som stilles af de forskellige
kommuner i Danmark, og der
er ingen umiddelbar udsigt til
at kommunerne vil udarbejde
fælles retningsliner, fremgik
det af mødet. Dertil kommer
at stenbrudene bliver mødt
med andre CSR-krav fra Holland,
Norge, Tyskland. Nogle
stiller krav om at virksomheden
skal give en løn der er til
at leve af, andre at der skal
være kantinefaciliteter tilstede,
og nogle stiller krav til uddannelse
af medarbejderne.
Det kan derfor være svært for
det enkelte stenbrud at leve
op til de forskellige krav.
Spørgsmålet er også om vi
har viden nok til at stille disse
krav. Det kan let gå hen at blive
skrivebordsarbejde eller en
simpel underskrift på et stykke
papir der blot skal placere ansvaret
et andet sted. Det handler
også om at politikerne ikke
vil på forsiderne og derfor gerne
vil placere ansvaret hos entreprenør
og leverandør.
Det er også et stort problem
at der ikke er sporbarhed af
produkterne. Omkring et stenbrud
findes flere fabrikker, og
hver fabrik forsynes af flere
små leverandører som det er
svært at holde styr på. Hvordan
omsættes social ansvarlighed
i praksis, når sporbarheden
er lig nul? Erfaringen er at
man ikke kan komme til Kina
og ud i et stenbrug uden at de
ved det. Det vil også gælde
hvis en uvildig tredjepart skal
kontrollere forholdene.
Sidst men ikke mindst er der
prisen. Kinesisk natursten koster
langt mindre end skandinavisk
og europæisk fordi der i
Kina ikke bruges penge på forhold
som arbejdsmiljø og miljø.
Men det koster også at hver
enkelte kommune skal købe
konsulenter til at udarbejde
CSR-krav i udbud og at etablere
kontrolordninger.
Reelle forbedringer
Alle på mødet var enige om at
målet er bedre vilkår for dem
der producerer naturstenene.
En sikkerheds- og sundhedsmæssig
forsvarlig produktion.
Målet er ikke at kunne fraskrive
sig et ansvar. Men det kræver
en fælles indsats. Ikke én
kan løfte opgave alene, hverken
bygherre, entreprenør,
kommune eller organisation.
Det er også vigtigt at finde
frem til hvad man med rimelighed
kan stille af sociale krav i
udbud. Og det skal præciseres
hvad der er lovligt, for det var
der ikke enighed om på mødet.
Må man overhovedet stille
krav om CSR i et udbudsmateriale?
Den juridiske tvivl skal
afklares. Endvidere skal det
forklares bedre hvordan krav i
udbud kan omsættes i praksis.
Vejen frem er udveksling, dialog
og fælles udvikling er nødvendig.
Og mod til at prioritere
blandt bygherrene.
En støtte kan man finde i regeringens
handlingsplan for
samfundsansvar. Den skal bl.a.
sikre at statslige indkøbsaftaler
fremover systematisk inddrager
samfundsansvar efter de
konventioner der fremgår af
FN’s Global Compact. Efter
handlingsplanen skal staten
også gå i dialog med kommuner
og regioner om at udviklesamfundsansvar.
En arbejdsgruppe
skal nu i gang med at
udarbejde et oplæg til projekter
der kan give offentlige indkøbere
bedre adgang til information
og vejledning om ansvarlige
indkøb.
Der er desuden en international
standard på vej på CSR,
nemlig ISO 26000. En af knasterne
er at en sådan standard
kan opfattes som en teknisk
handelshindring hvilket bl.a.
netop Kina har slået på. ❏
SKRIBENT
Bente Mortensen er cand.hort. og fagkonsulent
hos Danske Anlægsgartnere,
bl.a. med arbejdsmiljø som sit speciale.
GRØNT MILJØ 5/2009