En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
MT [personnavn, red.] var rigtig god og havde en god forståelse for min situation og lidelse.
Han forstod, at jeg havde svært ved at åbne min post, så han havde en kontakt til min kontaktperson.
Det hjalp mig rigtig meget.
Personen, jeg var i kontakt med, var meget uforstående om et misbrugsproblem, jeg havde, og
var meget dømmende.
På mit første møde med jobkonsulenten forklarede jeg ham, at jeg havde diagnosen skizofreni,
men forsøgte ellers at fremstå præsentabel, dannet og fornuftig, da jeg gerne vil have en tilknytning
til arbejdsmarkedet, hvorefter han sagde, at jeg så ud til at være velfungerende og
placerede mig i matchgruppe 2.
Samarbejdet med jobcentrene har for mig været overordnet positiv, dog oplever jeg stor forskel
afhængig af, hvilken sagsbehandler jeg har haft. Det kan nogle gange føles som et lotteri, når
man kommer rundt i systemet, for der er meget forskel på den behandling, man får af forskellige
mennesker.
Spred noget jazz!
Synes en del af spørgsmålene er uklare.
Respondenternes forslag til forbedringer af samarbejdet mellem
voksne unge med skizofrenilidelser og jobcentret
Alle sagsbehandlere burde have fået noget mere undervisning i psykologi og kommunikation.
At have forståelse for at man kan have svært ved små ting som at åbne post og møde op til
møder.
At medarbejderne får større forståelse for sygdommen.
Bedre kommunikation mellem OPUS og patient ville klart gøre det bedre. Bedre forklaring af
muligheder, så patienten ikke skal læse mellem linjerne.
Bedre kommunikationsmulighed for mennesker med sociale fobier, eventuelt mail.
Bedre til at lytte og til at forstå symptomer - og informerende om alternativer på arbejds- og uddannelsesområdet.
De ansatte må godt læse, hvad den enkelte fejler, så de ved hvilke ting, der kan forværre personens
tilstand.
De kan begynde med at gøre det, som de lover at gøre. Tre gange i træk har jeg været lovet
jobinterview, som ikke blev til noget.
De kan gøre sig lidt mere bekendt med de forskellige diagnoser for eksempel skizotypi.
De kan være mere omhyggelige, venlige, imødekommende, forstående og vise respekt. Jeg
følte, da jeg sad over for den socialrådgiver, der behandlede min sag, at jeg bare "opfandt" min
sygdom og ikke blev taget seriøst. Tak!
De må gerne lære at forstå én, når man er syg og ikke bare sende en videre i deres system.
De skal have en speciel viden om min sygdom.
De skal vide lidt mere om sygdommen, og hvilke barrierer man står overfor som skizofrenilidende.
De skal være langt mere forstående, være mere påpasselige med brug af ord, passe på med
at presse, da det har en meget negativ effekt.
De skulle gøre det til en lidt mindre intimiderende oplevelse [at komme i jobcentret, red.].
Det er for mig afgørende, at min kontakt til jobcentret fastholder mig som del af det fællesskab,
som arbejdslivet betegner. Jeg vil ikke parkeres på sidelinjen, fordi jeg har en skizofrenilidelse.
Det betyder, at man skal stille krav til mig, hvilket jeg byder velkommen: Tak til jobcentret for at
kræve, at jeg laver noget og ikke forfalder til at lave ingenting - det er jo det værste, man kan
byde et menneske.
11