En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
De fleste beskæftigelseskonsulenter fortæller, at der er et godt samarbejde mellem jobcentret og
OPUS, selv om det ikke er formaliseret. Jobcentret får for eksempel ikke automatisk besked om
borgere, der er på kontanthjælp, og som bliver indskrevet i OPUS.
Der er dog også mislyde, som tyder på, at samarbejdet indimellem foregår mindre gnidningsfrit:
”OPUS tager udgangspunkt i, hvad borgeren har lyst til, og hvad han eller hun gerne vil, koste
hvad det vil. Hvis en borger for eksempel siger: ’Jeg vil være designer’, ja, så bliver det ønske fulgt
til dørs. Kontaktpersonerne i OPUS ved udmærket godt, at vi har en lovgivning, der siger, at det
ikke er muligt at blive designer, for arbejdsmarkedet har ikke brug for designere, og vi kan kun revalidere
til uddannelser, som der er arbejde til”.
Nogle beskæftigelseskonsulenter giver udtryk for, at kontaktpersonerne i OPUS mangler forståelse
for, hvilke rammer jobcentret må arbejde indenfor. De mener, at det er ærgerligt at give borgeren
udsigt til noget, som absolut ikke kan imødekommes. En beskæftigelseskonsulent tilføjer:
”Det er jo ikke, fordi vi ikke gerne vil, men vi har en lovgivning, der siger, at det kan vi ikke, og det
skylder de [OPUS] at fortælle deres borgere: ’Det kan godt være, at du vil det og det, men det kan
jobcentret ikke hjælpe dig med, så hvis du gerne vil det, jamen, så må du gå andre veje’. Jeg tror
simpelthen, at OPUS har alt for høje forventninger til, hvad der er muligt. Vi kan ikke indfri dem, og
så slås de med næb og klør for, at deres borgere skal få ret. Her er vi undertiden meget uenige i,
hvad der er deres ret, og når vi så beder om at få nogle lægelige oplysninger, er de ikke brugbare.
Det er taget ud af borgerens mund om, hvor godt han eller hun har det. Jeg tror ikke altid, at de har
det så godt, som det bliver beskrevet, men de ønsker det bedste for deres klienter”.
Andre forklarer den lejlighedsvise uenighed mellem OPUS og jobcentret med deres forskellige
roller:
”Vi ser på borgeren fra to forskellige stole. Jobcentret er i modsætning til OPUS også en myndighed,
der indimellem står i den situation at skulle bruge en sanktion mod en borger på kontanthjælp.
Her kan vi godt opleve, at kontaktpersonerne fra OPUS har et andet syn på deres borgere, og at
de meget gerne vil tale deres sag: ’Jamen, du må da nok kunne forstå, at revalidering er den eneste
vej…’, hvor jeg må sige, at det kan jeg ikke uden videre tage stilling til, og at det ikke er noget,
der bare kan blive sat i værk her og nu, selv om det sagtens kan være relevant, så lad os komme i
gang med at undersøge det. På den måde adskiller kontaktpersonerne sig ikke fra andre fagpersoner.
Vi møder for eksempel mange unge, der bor i socialpædagogiske botilbud, og mange af de
socialrådgivere og socialpædagoger, som arbejder dér, bakker også op om deres beboere”.
Beskæftigelseskonsulenterne efterlyser derfor, at de bliver inddraget på et tidligere tidspunkt i et
forløb med en borger, som er i et behandlingstilbud hos OPUS:
”Vi synes, at vi bliver inddraget for sent. OPUS kommer ofte med nogle færdige beskæftigelsesplaner,
og så sker der desværre nogle gange det, at vi ikke kan gå ind i de planer, fordi de simpelthen
falder uden for det, som vi kan ifølge lovgivningen. Det er meget skidt, at der er en forventning
hos patienterne i OPUS om, at alt er klappet og klart. Det er selvfølgelig ikke sjovt at give afslag på
nogle af de planer, og det giver anledning til meget dårlig stemning. Der er følelser på spil, så det
spidser hurtigt til. Der er naturligvis dem, som mener, at deres læsning af lovgivningen er den korrekte.
Det gør vi, og det gør OPUS. Der er i hvert fald et forbedringspotentiale på det område med
hensyn til samarbejde om at afstemme forventningerne”.
86