En længe ventet gæst …?”

Recommendations

Info

OPUS Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri som ligeværdige, at de bliver medbestemmende over deres egen tilværelse og fremtid, og at der bliver taget hensyn til deres forskellighed. Derved bliver der vist rummelighed, og det medfører, at de føler sig inkluderet. Anerkendelse er således et grundlæggende behov, der opstår i mødet med andre. Hvis patienterne ikke bliver hørt, forstået og respekteret, føler de sig afvist. Deres behov for anerkendelse opfyldes jo ikke. De bliver tværtimod underkendt, og derved forhindres samspil og kommunikation. Det fremgår som nævnt af interviewene, at nogle patienter har fået at vide, at deres sagsbehandler i overført betydning møder dem på det sted, hvor de befinder sig nu. Det forudsætter, at den enkelte sagsbehandler er i stand til både at identificere, hvad det sted er, så det ikke blot bliver en floskel, og respektere det som udgangspunkt for den videre dialog. Det kan for eksempel ske ved at fornemme en patients følelsesmæssige tilstand af stress og angst og komme ham i møde ved at skabe en tryg atmosfære. Respekten vises ved dels at lade patienten komme til orde i hans eget tempo og lægge vægt på hans livserfaringer og synspunkter, dels at sikre ham indflydelse på forløbet. En ligeværdig og respektfuld dialog mellem sagsbehandler og patient forudsætter således for det første gensidig opmærksomhed og for det andet fælles social kontakt: Den gensidige opmærksomhed er udtryk for en observation: ”Vi har set og hørt hinanden”. Den fælles sociale kontakt afspejler en relation: ”Vi er i stand til at handle sammen”. Når der er etableret gensidig opmærksomhed og fælles social kontakt mellem patient og sagsbehandler, er der større sandsynlighed for, at deres samtale og samvær bliver præget af tryghed. Trygheden medvirker til at forebygge stress, angst og konflikter og gør det dermed i bogstavelig forstand ”ufarligt” for patienten at deltage i en samtale i jobcentret. Det ”ufarlige” møde udgør således et værn mod alt, hvad der er uforståeligt og kaotisk for mennesker med en psykisk lidelse, for netop de har brug for struktur, som kan give forudsigelighed og ro. At blive hørt, forstået og respekteret på egne præmisser er ikke ensbetydende med også at få ret. En patient, der føler sig anerkendt, vil imidlertid have langt lettere ved at acceptere en afgørelse, som han ikke er enig i. Interviewene viser, at relationen mellem sagsbehandlere og patienter ofte har været præget af uoverensstemmelser. En del uoverensstemmelser har tillige udviklet sig til egentlige konflikter, som er blevet optrappet, fordi de har fået en personlig drejning. Det tyder på, at der har manglet den nødvendige gensidige opmærksomhed og fælles kontakt mellem sagsbehandler og patient i forløbet: ”De har kørt mig over med en damptromle. De har ikke talt om, hvad jeg har brug for. Hvis jeg har haft spørgsmål, er de besvaret med ja og nej. Oftest det sidste. Det er umuligt at få at vide, hvad der sker. Jeg har ikke engang fået en bekræftelse på, at de har modtaget besked om, at jeg er begyndt på min uddannelse igen”. De mange citater viser imidlertid, at der er et stort potentiale for at skabe den nødvendige tryghed for patienterne ved at opøve sagsbehandlernes evne til at vise anerkendelse. Det vil have den effekt, at patienterne i større udstrækning bliver i stand til at finde deres egen styrke samt deres eg- 35
OPUS Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri ne ressourcer, potentialer og motivation. Derved hjælper man patienterne til bedre at mestre deres liv, så de selv bliver i stand til at finde nye veje. 1 3.2. Behandlingssted, jobcenter og bisidder Det har stor betydning for patienterne, at de møder den samme person. Det er hovedreglen i OPUS og distriktspsykiatrisk center (DPC). I jobcentret er det ifølge de fleste patienter undtagelsen, at de møder den samme sagsbehandler mere end en eller to gange. Det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på, at kontaktpersonerne i OPUS hver har at gøre med 11 patienter, den såkaldte case load. I DPC er forholdet 1 til ca. 30 for de primære behandlere, hvorimod en sagsbehandler i Jobcenter København Skelbækgade håndterer fra 100 og op til 150-160 personsager, såfremt den pågældende ikke har andre opgaver. Det er dog ikke alle sager, der vedrører borgere med psykiske lidelser. Dansk Socialrådgiverforening har i en undersøgelse påvist, at sagsbehandlere i landets jobcentre generelt bruger en overvældende del af arbejdstiden på administration og interne opgaver, nemlig 80 pct. De resterende 20 pct. af tiden anvendes til borgerkontakt. 2 I og med kontaktpersonerne i OPUS har en relativt mindre case load, har de i særlig grad mulighed for at opbygge en tillidsfuld relation til patienterne og give dem ro. De har mere tid til deres patienter, de taler oftere med dem, og de har indsigt i deres respektive sygdomme. Effekten afspejles i følgende citat: ”Forløbet i OPUS har virkelig hjulpet mig. Det er heldigt, at man har en god kontaktperson. Det betyder meget, hvem man taler med. Det var jeg også nervøs for i begyndelsen - hvordan man nu svinger med sin kontaktperson”. Samme patient har denne observation om sine erfaringer med kontaktpersonen i OPUS og de sagsbehandlere, som han har mødt i jobcentret: ”Det kan slet ikke sammenlignes. I OPUS er det jo deres arbejde at tage sig af psykisk syge mennesker. De kender til sindslidende og har mere erfaring med dem. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det, men der er mere forståelse hos OPUS - og større opmærksomhed om de små tegn på forbedring. Det hjælper meget at komme til samtale hver uge. I OPUS ser man pænt på det, hvis man ikke kan komme til samtale, for det sker ikke så tit. I jobcentret reagerer de negativt med advarsler og trusler om at trække i kontanthjælpen. Så bliver jeg i dårligt humør og burer mig måske endnu mere inde”. Patienterne bruger i vid udstrækning deres kontaktpersoner i OPUS som en slags sparringspartnere. Det gør sig for eksempel gældende forud for samtaler i jobcentret. En patient, der tidligere har fortalt, at det er angstprovokerende at skulle til møde i jobcentret, siger således: ”Jeg synes, at NN [kontaktpersonen i OPUS] er god til at aflive frygten og sige: ’Det eneste, du skal kigge på, er den linje i brevet [fra jobcentret], hvor der står, hvornår du skal møde. Glem alt andet, lad være med at tænke på det’. Det er rigtig rart, at hun fortæller mig, at det ikke er noget, jeg skal 1 Marianne Bjørkøe, Empowerment - At gøre eleverne til hovedpersonerne i deres eget liv, i Ole Meldgaard (red.) Noget på hjerte 1928 - 2008, 2008. 2 Dansk Socialrådgiverforening, Notat om socialrådgiveres tidsforbrug i jobcentre, 2010. 36
Page 2 and 3: ”En længe ventet gæst …?”
Page 4: Forord OPUS Psykiatrisk Center Køb
Page 7 and 8: OPUS Psykiatrisk Center København
Page 24 and 25: 2.2. Den første kontakt med jobcen
Page 46 and 47: 3.5.2. Bedre kommunikation OPUS Psy
Page 54 and 55: 4.3. Samarbejdet med jobcentret OPU
Page 86 and 87:
OPUS Psykiatrisk Center København
Page 88 and 89:
Page 90 and 91:
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Din relation til jobcentret OPUS Ps
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
show all

En længe ventet gæst …?”

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?