En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
En del patienter giver udtryk for, at det er vanskeligt for dem at huske præcist, hvornår og hvor
mange samtaler de har været til, ligesom de kan have svært at holde dem ude fra hinanden. Andre
har derimod en klar erindring om forløbet og et betydeligt overblik over detaljerne i deres sag.
2.3.1. Dialogen
De fleste patienter har deltaget i flere møder i jobcentret. Nogle få har kun deltaget i en eller to
samtaler, og en enkelt har slet ikke været i jobcentret. Samtalerne har naturligvis forskellige indfaldsvinkler
afhængig af, hvor i forløbet en patient befinder sig, hvor arbejdsmarkedsparat han eller
hun er, og om perspektivet er et beskæftigelses- eller et behandlingstilbud.
Den første samtale har typisk til formål at afklare patientens situation og kan resultere i en beslutning
om, at der skal udarbejdes en ressourceprofil, hvilket typisk foregår hos en 2. aktør. Efterfølgende
vil der ske en opfølgning i form af en eller flere samtaler eller anden form for kontakt.
Patienternes relationer med jobcentret og beskæftigelsessystemet i det hele taget tegner et broget
billede, og derfor er der i praksis mange afvigelser fra de skitserede hovedprincipper. Dertil kommer,
at flere patienter har vanskeligt ved at huske, hvilken type samtale de har deltaget i.
Det er et gennemgående træk i interviewene, at patienterne ikke bryder sig om samtalerne i jobcentret.
De fortæller, at det er svært at skabe forståelse for deres psykiske lidelse, og hvilken konsekvenser
den har for deres evne til at få dagligdagen til at hænge sammen. For mange er det
uoverskueligt blot at deltage i et møde.
Jobcentret anvender ofte udtrykket jobsamtale i de breve, hvor patienterne indkaldes til et møde.
Når samtalen på forhånd beskrives på den måde, kan det få en negativ effekt på patienterne, fordi
de får det indtryk, at det drejer sig om at få et job hurtigst muligt, selv om de ikke er i stand til hverken
at søge, få eller fastholde et arbejde på grund af deres sygdom og i nogle tilfælde heller ikke
magter at få en dagligdag til at hænge sammen..
En anden observation er, at alle patienter stort set uden undtagelse bemærker, at de bliver mødt
med mistillid og mistro. At beskæftigelseskonsulenter og sagsbehandlere med andre ord ikke tror
på, at de er syge, eller at lidelsen ikke forhindrer dem i at søge arbejde. Flere nævner i den forbindelse,
at det dog har hjulpet på forståelsen, når der er stillet en diagnose:
”Efter at jeg gik til lægen og fik en sygemelding, var der pludseligt skrevet på papir, at den var gal.
Så var de lidt mere forstående på jobcentret”.
Mange lider af angst, og selv om de bliver behandlet, oplever de angstsymptomer i forbindelse
med kontakten med jobcentret. Angstanfaldene kan ikke blot vise sig i forbindelse med et møde,
men også når patienterne modtager et brev fra jobcentret.
Det er et kendt fænomen, at ydre belastninger og stress er en af de kritiske faktorer ved sygdomme
i F20-området. Patienter i skizofrenispektret oplever derfor med sikkerhed, at deres helbredstilstand
forværres, såfremt de udsættes for stress eller andre former for ydre belastninger. De udviser
tillige symptomer på denne forværring, som kan vare ved i meget lang tid, ofte i flere uger før
de skal deltage i et møde i jobcentret:
”Jeg sveder faktisk. Mit hjerte banker helt vildt meget, og jeg ved ikke, hvad de forventer af mig.
Det er sket rigtig mange gange, men det var værst i starten. Efterhånden er jeg blevet mindre ban-
28