En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
pisk har. Vi bruger alt for meget tid på at koordinere arbejdet mellem de forskellige afdelinger, og
det er altså ikke vores opgave. Vi havde for eksempel kontakt med en medarbejder i jobcentret, og
aftalen var, at hun skulle gå videre med de spørgsmål, som hun ikke selv kunne klare, til de andre
afdelinger. Det blev imidlertid aldrig rigtig til noget. Hun blev i den afdeling, som hun hørte til i, og
hun tog også ansvar for sin del af sagen, men hvis der var et problem, som andre afdelinger skulle
tage sig af, nøjedes hun med at sende en mail til dem, og det kunne vi ligeså godt selv have gjort. I
den periode, hvor vi havde kontakt med hende, fungerede det rigtig godt med netop den afdeling.
Borgerne blev indkaldt til de samtaler, som vi bad om, men nu er hun stoppet, og så kan vi mærke,
at det glider ud. Det kræver virkelig meget at opbygge et godt samarbejde”.
En anden kontaktperson fortæller, at hun har henvendt sig til sygedagpengekontoret for at foreslå
en ordning med en fast kontaktperson. Hun fik imidlertid at vide, at det ikke kunne lade sig gøre,
fordi OPUS kun er ét blandt mange tilbud:
”Det kunne de [sygedagpengekontoret] simpelthen ikke tage sig af. De begrundede holdningen
med, at de dels havde et stort arbejdspres på grund af de mange sager, dels at de borgere, som
var i behandling hos OPUS, kun udgjorde en lille andel. Så måtte vores patienter blive behandlet
ligeså dårligt som alle andre. Det var mere eller mindre det, vi fik at vide”.
Alle kontaktpersoner mener, at opsplitningen af den beskæftigelsesrettede og den sociale indsats i
et jobcenter, et ydelsescenter og et socialcenter ikke fungerer. De nuancerer synspunktet ved at
tilføje, at opdelingen måske fungerer, når der er tale om mennesker, som kun har ledighed som
problem, men ikke for borgere med psykiske lidelser.
For patienterne i OPUS udgør opsplitningen et særdeles stort problem, eftersom sociale problemer
og psykiske vanskeligheder hænger sammen. De skal derfor ses i sammenhæng og løses under
ét. Det er således ikke relevant eller realistisk kun at tale om uddannelse eller arbejde i jobcentret
og henvise til andre afdelinger, når en borger med en psykisk lidelse også har sociale eller økonomiske
problemer.
Kontaktpersonerne siger lige ud, at det stort set er umuligt for patienterne at navigere i et system,
der er så opsplittet og kompliceret, at de bliver nødt til at henvende sig flere forskellige steder, og
det giver dem angstsymptomer.
På overfladen er der tale om et enstrenget system, men set ud fra patienternes og kontaktpersonernes
synsvinkel har opsplitningen medført, at det i praksis er flerstrenget. Konsekvensen er, at
det er blevet mærkbart vanskeligere og endnu mere tidskrævende at koordinere sagsbehandlingen,
som derfor hyppigt trækker ud. Et eksempel er denne case:
”Det drejer sig om en kvinde, der er i starten af trediverne, og som har en skizotypisk sindslidelse.
Hun har haft det svært hele sit liv og været under psykologisk observation, siden hun var i vuggestue.
Man har haft svært ved at finde ud af, hvad hun virkelig fejlede. Hun kommer fra en belastet
familie, hvor både hendes mor og mormor var psykisk syge. Inden hun kom hos os, havde hun fået
bevilget en femårig uddannelse på Kunstakademiet, fordi hun faktisk har et særligt talent for lige
netop det. Da hun så kom til os, havde hun taget orlov, fordi det blev sværere og sværere for hende
at deltage i de sociale sammenhænge på uddannelsen. Hun havde ekstremt selvhenførende
vrangforestillinger og skulle hele tiden overveje alt muligt forfra og bagfra. Så ville hun tage orlov
for at hellige sig behandlingen hos os, og da den var færdig, var der nok ikke udrettet mirakler,
men der var muligvis noget, som var blevet lidt nemmere for hende. Derefter skulle hun i gang
igen, men så sagde jobcentret, at hun havde været væk fra studiet i så lang tid, at hendes revalide-
66