En længe ventet gæst …?”

3.5.2. Bedre kommunikation
OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
Patienterne efterlyser uden undtagelse, at jobcentret og sagsbehandlerne bliver meget bedre til at
kommunikere, herunder vejlede, være diskrete og lydhøre.
På det formelle plan er brevene fra jobcentrene udformet i et sprog, som udgør en forståelsesmæssig
barriere for størsteparten af patienterne. Brevene fylder ofte mange sider og har et sprogbrug,
der opfattes som bureaukratisk.
En patient foreslår, at jobcentret supplerer informationerne om lovgrundlaget med brochurer, korte
kurser e.l., der for eksempel oplyser om, hvilken ret man har til forhøjet kontanthjælp, medicintilskud
m.m., hvis man har en diagnose i F20-området og er under 25 år gammel.
Derudover hæfter flere patienter sig ved, at de mange sagsbehandlerskift medfører tendens til, at
der bliver givet modstridende oplysninger. Nogle patienter mener, at grunden er, at lovgivningen er
så kompliceret, at den åbner op for fortolkning:
”Det er som om, der er en masse huller i lovgivningen. De [sagsbehandlerne] læser den meget
forskelligt”.
En del patienter giver udtryk for, at de modstridende oplysninger medvirker til at fastholde deres
dårlige helbredstilstand, fordi de ikke kan regne med de svar, som de får.
På det konkrete plan forstår patienterne ikke, at det skal være så svært at komme i kontakt med en
sagsbehandler i jobcentret. De mener, at det er meget vanskeligt at få direkte telefonisk forbindelse
med en bestemt sagsbehandler, at der ikke bliver ringet tilbage på telefonbeskeder, og at mails
sjældent bliver besvaret. Også her peger flere patienter på, at løsningen er et nærmere samarbejde
mellem jobcentret og OPUS i form af en eller flere ”udstationerede” medarbejdere.
Når møderne foregår i jobcentret, har en del patienter oplevet at få deres sag behandlet i et større
lokale med flere uvedkommende tilstedeværende, uden at der blev vist diskretion i forbindelse med
omtale af deres sygdom. Det anser de for nedværdigende og foreslår, at alle møder foregår i et
separat lokale, hvor kun de relevante parter deltager.
På det psykologiske plan efterspørger patienterne større lydhørhed i betydningen forståelse for,
hvilke problemer deres sygdom giver dem, og hvad de realistisk kan magte:
”Helt generelt skal sagsbehandlerne i jobcentret lære at lytte og svare på de spørgsmål, der bliver
stillet. Jeg kan godt acceptere et langt forløb, hvis jeg får svar på mine spørgsmål, og hvis jeg får
at vide, hvorfor sagsbehandlingen trækker ud. Jeg kan ikke acceptere det, når jeg ikke får noget at
vide. Så simpelt er det: Lyt til borgeren, svar på spørgsmålet”.
Patienterne er frustreret over at blive mistænkeliggjort og mener, at sagsbehandlere, der har at
gøre med psykisk syge borgere, bør have større indsigt i psykiske lidelser:
”De [sagsbehandlerne] bliver nødt til at forstå, at de ikke bare sidder over for ’almindelige’ mennesker,
men mennesker med psykiske diagnoser. De må tage højde for, at vi ikke kan så meget som
andre”.
45