En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
ge. Jeg bliver bange i dagene før, jeg skal til samtale. Det er allerværst lige inden, jeg træder ind i
lokalet, for jeg ved ikke, hvad der forventes af mig”.
Det skinner tydeligt igennem i interviewene, at patienterne bliver frustreret over at skulle fortælle
om deres lidelse gang på gang uden at blive troet, og at de ligefrem bliver opfattet som snydere,
som en af dem udtrykker det:
”Nu har jeg været sygemeldt på grund af min psykiske sygdom, og så skulle jeg sygemeldes endnu
en gang, fordi sygeperioden var udløbet, men de [jobcentret] var ikke så glade for at forlænge
den med den begrundelse. Så blev jeg ’heldigvis’ indblandet i et trafikuheld og fik piskesmæld, så
nu er jeg sygemeldt af den grund i stedet for. Det virkede, som om de tænkte: ’Nå, det er en fysisk
skade, den kan vi bedre håndtere’. Jeg har på fornemmelsen, at de tænker, at man ikke kan snyde
med en fysisk skade som med en psykisk lidelse. Jeg føler lidt, at man bliver betragtet som en
snyder, når man har noget med psyken”.
En del patienter fortæller, at de har haft den tanke, at de blot skal tage sig sammen, for så holder
ubehaget op. De fornemmer, at den holdning bliver bekræftet, når de er i jobcentret og får at vide,
at de skal gøre som de andre, nemlig ”bare” starte på en uddannelse og få et job.
Pointen er imidlertid, at det ikke ”bare” er muligt at tage sig sammen, når man har ondt i psyken,
som det blev udtrykt.
For nogle patienter resulterer et sådant møde ofte i, at de kommer i et krydspres. De mener på den
ene side selv, at det drejer sig om at tage sig sammen, til trods for at de ved, at det ikke nytter. På
den anden side har de tendens til at være autoritetstro, og når en sagsbehandler så giver udtryk
for, at løsningen netop er at tage sig sammen, bliver de i tvivl om deres egen lidelse:
”Min kæreste var helt på min side. Han syntes, det var forrykt at overvære, for han kunne jo tydeligt
se på mig, at jeg var helt fra den, men det kunne medarbejderne på jobcentret ikke. Han syntes,
det var så synd, at de ikke bare ville tro på mig, men at jeg virkelig skulle bevise over for dem, at
jeg ikke løj!”
Mange af patienterne mener, at de bliver mistroet, fordi man ikke kan se på dem, at de er syge.
Det er både godt og skidt:
”I hverdagslivet er det rigtig godt, at man ikke tydeligt ser på mig, at jeg er syg. Men i sådanne situationer
[som i jobcentret] er det virkelig svært at overbevise folk om, at jeg er syg. Det har hjulpet,
at jeg kan sige: ’Jamen, jeg er tilknyttet OPUS’, så er det ligesom: ’Nå, OK, så tror vi på dig’.
Det er virkelig hårdt, at det skal være sådan, at man skal have en organisation som OPUS i ryggen.
Jeg synes, det er virkelig hårdt at være psykisk syg, for man skal kunne loven udenad. Man
skal kunne forsvare sig selv, og det er der ikke altid energi og overskud til”.
Patienterne nævner derudover, at sagsbehandlingen er meget langvarig, og at de ofte har flere
forskellige sagsbehandlere, der præger proceduren på hver sin måde. De lange sagsbehandlingstider
og de mange forskellige sagsbehandlere skaber forvirring og uoverskuelighed hos patienterne,
der har svært ved at bevare overblikket over, hvor langt de er i forløbet, og hvad det ender
med. En patient siger:
”Jeg har indtryk af, at det hele afhænger af, om man sidder overfor én, der er rigtig sur og har en
dårlig dag, eller om det er en person, som er glad og imødekommende. Jeg kunne sagtens forestil-
29