En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
6.4. Samarbejdet mellem beskæftigelseskonsulent, borger og OPUS
En del patienter i OPUS har været i beskæftigelsessystemet i lang tid, i nogle tilfælde i flere år. De
har derfor også hyppigt oplevet at skulle skifte beskæftigelseskonsulent eller sagsbehandler:
”Vi prøver naturligvis at gøre overgangen så nem som muligt, men indimellem er vi nødt til at rokere
om på sagerne, fordi nogle medarbejdere stopper eller får andre opgaver. Det er faktisk præmissen.
Når vi ved det, forsøger vi at forberede borgerne på det, og vi prøver også at være meget
opmærksomme på at sige til dem, at vi håber, at de får ens behandling af alle her i afdelingen. Det
er det, vi kan gøre. Vi er nødt til at stå inde for hinandens faglighed, empati og rummelighed og
fortælle, at det ikke vil få nogen betydning, at der kommer en ny sagsbehandler ud over, at de vil
se et nyt ansigt. Der kan selvfølgelig sagtens være noget, som går tabt, men på den anden side
oplever vi også nogle gange, men ikke nødvendigvis når der er tale om en borger med skizofreni,
at det kan være meget godt, at der kommer en ny, som ser på tingene med friske øjne. Der kan
ligeledes være situationer, hvor man ikke helt er på bølgelængde med hinanden, og hvor det derfor
er godt, at der kommer en ny”.
Hvis der sker en ændring i et forløb, vil OPUS typisk blive involveret, såfremt den pågældende
borger er i behandling hos OPUS. Omvendt vil jobcentret få besked, hvis behandlingsforløbet ændres,
eller hvis borgeren er i gang med en aktivitet, som måske ikke fungerer eller skal afbrydes.
Det forudsætter dog i alle tilfælde, at både jobcentret, OPUS og en eventuel 2. aktør husker at informere
om ændringerne.
Der eksisterer ingen fast rutine, som sikrer en automatik i kommunikationen mellem jobcentret og
eventuelle eksterne parter, tilbud m.v.
Alle interviewede beskæftigelseskonsulenter har en positiv holdning til, at en borger dukker op med
en bisidder:
”Det skal de være meget velkomne til. Det må man gerne, sådan har det altid været, og det ser jeg
ikke noget problem i. Det er blot vigtigt, at bisidderen er bevidst om, at samtalen drejer sig om borgeren.
Jeg har oplevet nogle situationer, hvor bisidderen måske går lidt for meget ind i sagen. En
bisidder kan jo både være en fagperson fra en institution eller et tilbud, som vi samarbejder med,
eller et familiemedlem. Især i sidstnævnte tilfælde kan det undertiden være nødvendigt at bremse
lidt op eller fortælle forældrene, at det er altså borgeren, jeg taler med. Men ellers har jeg ikke noget
imod, at der er en bisidder med. Det synes jeg er fint”.
Flere beskæftigelseskonsulenter er inde på, at de ofte kun har en sporadisk kontakt med borgeren
og henviser i den forbindelse til, at det i princippet kun sker hver tredje måned. De ved også, at
mange borgere med en psykisk lidelse har svært ved at gennemskue systemet, og at nogle af dem
er nervøse for at møde myndighederne.
Nervøsiteten medfører måske, at nogle har vanskeligt ved at koncentrere sig og forstå, hvad der
foregår på mødet. De pågældende beskæftigelseskonsulenter betragter det derfor som en styrke,
hvis der er en bisidder med, for han vil efterfølgende kunne fortælle og ”oversætte”, hvad der er
besluttet på mødet, og hvad der videre skal ske.
Når der er tale om borgere, som er tilknyttet OPUS, er der ofte en bisidder med fra det relevante
OPUS-team.
85